Børnegenbrug inviterer til sommersjov
HOBRO: Udsigten til at oprette det miniby-legeland, Miriam Pultz, indehaver af børnegenbrugsbutikken "Mer'end", ligger stadig langt ude i fremtiden.
Men det forhindrer hende ikke i allerede nu at invitere børnefamilier til sjove aktiviteter ved og i butikken i løbet af sommeren.
Det sker under overskriften "Familienetværk" og vil løbe af stablen hver mandag og torsdag i ugerne 25 til 32 - dog ikke i uge 28.
- Tag familien, naboen og eventuelt madpakken med og kom vær en del af et inkluderende og uformelt fællesskab. Vi drikker kaffe, spiller bold, tegner med kridt, leger med vand, snakker og hygger, skriver Miriam Pultz i en folder og et opslag på Facebook.
Hun er vært ved kaffe og arrangerer også forskellige ting, som både børn og voksne kan deltage i. Udgangspunktet er, at sommeraktiviteterne finder sted på plænen foran butikken "Mer'end" på Fynsvej. Men i tilfælde af regnvejr er der mulighed for at trække indenfor, hvor der er gode, store lokaler til rådighed.
- Det er gratis at deltage, og alle børn skal være i følge med en voksen, skriver Miriam Pultz.
Familienetværket finder sted klokken 10 til 13 om mandagen og klokken 13 til 16 om torsdagen.
I "Mer'end" er der desuden adgang til ammerum, pusleplads og toiletter. Man kan læse mere om både sommeraktiviteterne og "Mer'end" på facebooksiden "Miniby" .