
Miriam har åbnet skøn genbrugsbutik til børn: - Det skal blive til meget mere end en butik
Genbrugsbutikken "Mer'end" skal på sigt udvides med et kæmpe legeland og blive et samlingssted for familier i alle lag
HOBRO: Lokalerne er lyse og indbydende, og bøjlestativerne og hylderne er dejligt overskuelige. Her er det nemt hurtigt at finde tøj og overtøj i den rigtige størrelse - lige fra størrelse nyfødt til størrelse teenager - "nyt" legetøj til børneværelset og gode sko til legepladsen. Og der er både legehjørne til børnene og et amme- og puslerum, kunderne frit kan benytte.
Genbrugsbutikken Mer'end, som åbnede på Fynsvej 9 i april, rummer det hele - gode genbrugsfund og ikke mindst et højere formål.
Det fortæller kvinden bag, 30-årige Miriam Pultz.
- Som mor har jeg altid lidt manglet et sted at kunne komme og mødes med andre, uden at skulle betale alverden eller føle et eller andet forventningspres. Og der er det planen, at det her på sigt skal blive sådan et sted. Det skal blive meget mere end en genbrugsbutik, siger Miriam Pultz.

Det ligger næsten i navnet - "Mer'end". Faktisk er tanken, at det store lager bag butikken skal indrettes som et miniby-legeland, hvor børn frit kan lege med hinanden i de mange små huse og butikker, der skal bygges.
Imens kan forældrene sætte sig med en kop kaffe i caféområdet eller finde madpakken frem. Entré skal være ganske gratis, og der skal ikke være noget krav om at købe mad og drikke til familien på stedet.
- Alle skal kunne komme og have nogle gode timer og møde andre familier fra alle lag. Især for familier med få penge kan det være svært at finde tilbud, som måske ikke lige er det lokale bibliotek. Men det skal man kunne finde her, siger Miriam Pultz.

Hun har velgørenhedsorganisationen Charity i ryggen, som indtil videre har skudt 300.000 kroner i at få projektet i gang. Efter et par år skulle genbrugsbutikken gerne løbe mere end rundt, så overskuddet derfra kan finansiere det gratis legeland.
- Drømmen og det store mål er egentlig at lave minibyen og give familier at sted at mødes. Men på grund af økonomien har vi været nødt til at starte lidt baglæns og lave genbrugsbutikken først, så vi har nogle ben at stå på, forklarer Miriam Pultz.
Genbrugsbutikken drives hovedsageligt at frivillige fra frikirken i Mariager, men der er indtil videre en enkelt ansat på 10 timer om ugen, ligesom Miriam Pultz også er i butikken det meste af tiden. Ofte med sine to døtre på halvandet og fire år, som hun hjemmepasser samtidig.
Ambitionen er, at Mer'end skal være et sted, hvor familier kan finde kvalitetstøj til billige penge. Derfor har Miriam Pultz indført en forretningsmodel, hvor familier kan aflevere mærkevarer og få et tilgodebevis til butikken i bytte.

- Beviserne bliver på cirka 40 procent af, hvad vi forventer at kunne sælge tingene for i butikken. Og det kan blive til en del penge, man så har at shoppe nyt for i butikken, siger Miriam Pultz.
Indtil videre har Mer'end modtaget overvældende mange donationer - så mange, at det faktisk har været svært for Miriam og de mange frivillige at følge med, når tingene skal organiseres og prissættes, inden de lander på hylder og bøjler i butikken.

- Men vi er så taknemmelige for alt, hvad folk kommer med, siger Miriam Pultz.
- Og vi er også langsomt ved at opbygge en god kundegruppe. Der er folk i butikken hver dag, og vi oplever, at de er glade for at komme her og anbefaler os til deres omgangskreds. Det er jo dejligt, når vi endnu ikke har været så gode til at slå på tromme for os selv, tilføjer hun.