Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ny direktør skal stå i spidsen for ME Production

12. september 2026 kl. 12.03

FREDERIKSHAVN: ME Production har fået ny direktør. Johan Schwerin tiltrådte 1. august som CEO og afløser dermed Jens Peter Faldt, der grundlagde virksomheden i 2014.

Det oplyser ME Production i en pressemeddelelse.

Som ny CEO får Johan Schwerin blandt andet fokus på virksomhedens kommercielle udvikling og markedsposition inden for den maritime industri og energisektoren.

Han kommer til posten med ledelsesmæssig og kommerciel erfaring og vil blandt andet arbejde på at bringe virksomhedens tekniske løsninger og servicekompetencer tættere på kunder og samarbejdspartnere.

- ME Production har stærke tekniske kompetencer og løsninger med betydelig relevans for den maritime industri. Jeg ser store muligheder for at bygge videre på dette fundament ved at komme endnu tættere på vores kunder, styrke vores kommercielle tilgang og få endnu mere ud af det, virksomheden allerede gør godt, siger Johan Schwerin.

Afløser virksomhedens grundlægger

Johan Schwerin overtager posten efter Jens Peter Faldt, der grundlagde ME Production i 2014 gennem en sammenlægning af Marine Exhaust Technology, Toppenberg og Mekanord.

Bestyrelsesformand Jesper S. Jensen fremhæver den afgående direktørs betydning for virksomheden.

- Jens Peter har haft afgørende betydning for ME Productions udvikling og er en væsentlig årsag til, at selskabet er, hvor det er i dag. Hans engagement og entreprenante tilgang har været med til at opbygge virksomheden og dens tekniske kompetencer gennem årene, siger Jesper S. Jensen.

Han peger samtidig på Johan Schwerins kommercielle erfaring og ledelseskompetencer og forventer, at den nye direktør kan bygge videre på virksomhedens eksisterende fundament.

ME Production har hovedkontor i Frederikshavn og datterselskaber i Kina og Panama. Virksomheden ejes af TORM og udvikler og leverer løsninger til den maritime industri og energisektoren.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste