Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kunderne kender Lindy som den syngende ekspedient: Nu forlader han Frederikshavn

11. september 2026 kl. 11.01
Opdateret kl. 11.41

FREDERIKSHAVN: Har man handlet i Rema på Banegårdspladsen i Frederikshavn om formiddagen, kan man ikke undgå at have mødt Lindy - også kendt som den syngende ekspedient.

Han er altid i godt humør, og får man ikke en sang, kan man være helt sikker på at få en kæk bemærkning med på vejen.

Billede beskrivelse

Men nu skal man køre langt, hvis man vil møde Lindy. REMA i Frederikshavn er skiftet ud med REMA i Hjallerup, hvor han har fået arbejde hos sin tidligere chef Line Dannow, der overtager butikken pr. 1. oktober.

- Jeg har fået muligheden for at komme til Hjallerup og arbejde for Line, og da jeg bor i Dybvad, sparer jeg 45 minutter hver dag i transport. Jeg har fået et rigtig fint forhold til Steen og har været utrolig glad for at arbejde her, men at spare transporttid, det fristede, fortæller Lindy, der har arbejdet i butikken i de sidste 9 år.

Købmand Steen Kristensen, der overtog butikken 6. august, er da også ærgerlig over at miste sin profil.

- Jeg er da virkelig ærgerlig over at miste Lindy. Han viser en ægte arbejdsglæde og har et helt specielt forhold til kunderne. Der kan da godt være nogen, der kan synes, at han er for meget, men så er han god til selv at tilpasse sig situationen. Der kommer en masse unge mennesker hver dag i butikken fra Handelsskolen, og dem har han et fantastisk forhold til. Han giver altid personlig betjening, og det oplever man ikke så tit i dag. Nu må jeg så se, om jeg kan finde en ny, der også kan synge - de hænger jo ikke ligefrem på træerne, griner Steen.

Billede beskrivelse

Fredag stempler Lindy ud for sidste gang i Frederikshavn.

- Det bliver da lidt vemodigt. Det er ligesom en familie, man siger farvel til. Men jeg tror på, at jeg får mange nye bekendtskaber derude også. Måske holder jeg lidt lav profil i starten, så de ikke bliver alt for forskrækkede, fortæller Lindy med sit sædvanlige lune.

Der serveres kaffe og kage i butikken indtil kl. 11.45, hvor Lindy er færdig for denne gang. Kommer man forbi Hjallerup, kan man møde den syngende ekspedient om formiddagen fire dage om ugen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste