Seneste nyt
Billede beskrivelse

Største show nogensinde: Rock i Frederikshavn offentliggør første navn på plakaten

11. september 2026 kl. 06.02

FREDERIKSHAVN: Rock i Frederikshavn har netop offentliggjort det første navn til næste års fest.

Det er tributebandet Queen Machine, og det bliver et brag af en fest. De dukker nemlig op med deres største show nogensinde.

Det skriver Rock i Frederikshavn i en pressemeddelelse.

- Vi kunne næsten ikke ønske os en stærkere start på offentliggørelsen af 2027-programmet. Queen Machine har været i Frederikshavn flere gange, og hver eneste gang har de leveret de fedeste koncerter, som vores gæster har talt om længe efter. Derfor er vi enormt glade for, at de vender tilbage til Knivholt - og ovenikøbet med deres største produktion nogensinde, siger Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn, i pressemeddelelsen.

Bandet dukker op med ikke mindre end to lastbiler med udstyr. Crewet er større end nogensinde før, sceneshowet er større end nogensinde før, og et spritnyt lysdesign med 250 lamper skal hjælpe med at holde stemningen på kogepunktet.

- Queen Machine er kendt for aldrig at stå stille. De udvikler konstant deres shows og hæver niveauet - både musikalsk, visuelt og teknisk. Det passer perfekt til Rock i Frederikshavn, hvor vi også hele tiden forsøger at udvikle festivalen og skabe nye oplevelser for gæsterne, siger Casper Høgsted.

Resten af navnene til Rock i Frederikshavn 2027 bliver offentliggjort frem mod åbningen af billetsalget 2. oktober fra 18 til 20 hos Sparekassen Danmark i Frederikshavn.

Traditionen tro bliver billetsalget skudt i gang med et særligt introtilbud.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste