Seneste nyt
Billede beskrivelse

De karakteristiske uniformer kom frem i 1956: Nu fejrer Garden 70 år

12. september 2026 kl. 08.00

FREDERIKSHAVN: Lørdag 26. september markerer Tordenskioldgarden et imponerende jubilæum - hele 70 år med musik, fællesskab og stolt tradition i Frederikshavn. 

Det er ikke bare en rund fødselsdag, men også en oplagt anledning til at se både tilbage på historien og frem mod nye generationer af gardere.

Men hvad er Tordenskioldgarden egentlig for en størrelse? Det er langt mere end et musikkorps, man møder i byens gader. 

Det er et fællesskab, hvor børn og unge lærer at spille på instrumenter, marchere og optræde - og ikke mindst lærer at samarbejde og skabe venskaber, der ofte varer hele livet. 

Her mødes store og små i et stærkt sammenhold, hvor musikken er omdrejningspunktet, men fællesskabet er drivkraften.

Historien går helt tilbage til 1951, hvor det hele begyndte som skolernes orkester – dengang et rent drengekorps. Allerede i midten af 1950’erne tog Garden form, som vi kender den i dag. 

I 1956 blev de karakteristiske uniformer introduceret med hvide bukser, blå jakke og lakhat, og samme år blev Garden officielt præsenteret for byens borgere. Dirigent Rasmus Gigger stod i spidsen, og hans engagement kom til at præge Garden i mange år frem. Senere satte også dirigent Knud Evald Andersen sit tydelige aftryk gennem flere årtier.

Fra de første toner som hornorkester udviklede Tordenskioldgarden sig med tiden til også at rumme tambourkorps og vagtkompagni. Garden har desuden sat sit præg langt uden for Frederikshavn - både i Danmark og i udlandet, hvor den gennem årene har besøgt hele 13 lande. 

Samtidig har Garden været en fast del af større begivenheder med royale indslag, blandt andet ved kronprinsparrets bryllup og ved flere købstadsjubilæer.

Tordenskioldgarden er med andre ord både historie og nutid – tradition og fællesskab i levende form.

Og nu er det tid til at fejre det hele sammen! Så sæt allerede nu kryds i kalenderen lørdag 26. september 2026, hvor Tordenskioldgarden inviterer til åbent hus i anledning af jubilæet. Her bliver der mulighed for at komme tæt på Garden, opleve stemningen og høre mere om livet som garder.

- Vi har alle set frem til i år, hvor vi har 70-års jubilæum. Vi har forberedt os længe, tænkt mange tanker og søgt flere fonde og sponsorater. Nogle af disse tanker og minder bliver offentliggjort i en bog, som kan købes på dagen, siger formand Laila Fischer.

Jubilæumsreceptionen finder sted i Kommandantboligen, som er Tordenskioldgardens faste tilholdssted, fra kl. 13.30 til 17, men allerede kl. 11 går Garden forrest i en jubilæumsmarch, hvor tidligere gardere og venner vil fejre jubilæet og sprede god stemning gennem Frederikshavn.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste