Der er stadig plads til kræmmere: Lørdag går det løs på parkeringspladsen
GÆRUM: Gærum Samvirke holder den traditionsrige torvedag lørdag 12. september.
Det foregår på Brugsens parkeringsplads, hvor man starter med fælles morgenkaffe kl. 9.30. Kaffen og rundstykkerne er sponsoreret af menighedsrådet.
Herefter er der hygge hele formiddagen, hvor de forskellige foreninger og virksomheder har udstillinger og aktiviteter.
Lokalhistorisk forening deltager med udstilling og en lille quiz, og det lokale fitnesscenter møder op med konkurrencer og lækre, sunde opskrifter.
Idrætsforeningen laver figurmaling, og Brugsen sælger lækre grillpølser.
Spejderne er på plads og indbyder til hygge omkring lejrbålet, og i løbet af formiddagen får torvedagen også besøg af Trylle-Thomas, som laver gratis ballondyr til børnene. Igen er det menighedsrådet, som sponsorerer.
Årets Gærumborger bliver også fundet og hyldet - og det er altid spændende at se, hvem udvalget har peget på.
Når det bliver middag, er der såkaldt tarteletfest igen. Her kan man få to tarteletter med drikkevarer til kun 50 kr. Brugsen bugner af en masse supergode tilbud denne dag.
Kræmmere, som ønsker en stand, kan melde sig i Brugsen eller sende en SMS til 24 40 71 29 senest fredag 11. september.