Seneste nyt
Billede beskrivelse

Har du gået på skolen? Nu inviteres tidligere elever tilbage til 70-års jubilæum

11. september 2026 kl. 13.41

VOERSÅ: Søndag 13. september inviteres alle til en hyggelig og uformel fejring af Stensnæsskolens 70-års fødselsdag.

Den officielle 70-årsdag var 10. august, dagen før eleverne mødte ind efter sommerferien, hvorfor det blev aftalt at afholde en fejring senere.

Voerså Lokalhistoriske Forening og Støttegruppen til Stensnæsskolen, SFO og Voersaa Børnehus ønsker således at markere jubilæet søndag 13. september klokken 13-16.

Flaget hejses, og den røde løber rulles ud.

Arrangørerne håber at se rigtig mange besøgende og byder på kaffe og kagemand, og i forhallen er der lavet en udstilling med blandt andet gamle elevbilleder og ældre bøger.

- Kom og se skolen og mød måske nogle af dine gamle klassekammerater og tidligere lærere, lyder opfordringen fra medlem af Støttegruppen Inge Nørbjerg Rasmussen.

Skulle kagemændene få ben at gå på, kan der hurtigt suppleres med nye forsyninger fra Min Købmand.

Eleverne på skolen og i børnehuset kan allerede fredag 11. september se frem til fejringen, når Støttegruppen serverer kagemand til alle.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste