Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jørgen fik overrakt drømmeguitar efter foredrag

30. maj 2026 kl. 06.02

FREDERIKSHAVN: Jørgen Thorup fik en helt særlig afslutning på foredraget med Shu-bi-dua 2.0 i Det Musiske Hus i Frederikshavn forrige søndag eftermiddag.

Det oplyser Frederikshavn Teaterforening i en pressemeddelelse.

- Efter foredraget kunne han nemlig åbne guitarkassen til en ægte Fender Telecaster fra 1972 – produceret i USA og præcis den type guitar, han længe havde drømt om at finde, fortæller Lilly Pedersen fra Frederikshavn Teaterforening.

Guitaren blev solgt af pensioneret murer Erik Beith Nielsen, som købte den i 1976. Dengang spillede han i et lille band, der optrådte til fester rundt omkring i Tårs-området. 

I en periode lånte Erik guitaren ud til en professionel guitarist, som blandt andet brugte den under indspilningerne af Shu-bi-duas jubilæumsalbum for flere år siden.

I dag kan Erik desværre ikke længere spille på guitaren på grund af gigt i hænderne.

Billede beskrivelse

Historien begyndte, da Jørgen Thorup faldt over et opslag på nettet, hvor Erik søgte hjælp til at få guitaren vurderet og samtidig ville undersøge interessen for et eventuelt salg. 

Flere viste stor interesse for den gamle Fender, men da Jørgen henvendte sig, var Erik ikke i tvivl om, at guitaren skulle ende hos ham.

For Erik betød det meget, at guitaren kom videre til en musiker, som ville bruge den aktivt og give den nyt liv på scenen. Samtidig får han nu mulighed for at følge guitarens videre rejse og høre den live igen.

Jørgen Thorup lagde heller ikke skjul på sin begejstring, da kassen blev åbnet.

Han beskrev guitaren som netop den model, han har ledt efter i lang tid. Allerede til sommer kommer den med på turné, og Jørgen inviterede samtidig Erik til koncert, så han igen kan opleve sin gamle guitar på scenen.

- Det er en dejlig historie, som på den måde gav koncerten et helt nyt perspektiv. Tak til familien for at dele den med os, slutter Lilly Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste