Motorsportsfestival blev vellykket
SÆBY: Allerede om mandagen i uge 30 indrettede de første deltagere sig på den store interimistiske campingplads mellem Vandløsvej og Ørnedalsbanen i Sæbys vestlige udkant.
Selv om konkurrencerne på banen tors-, fre- og lørdag var anledningen for motorsportsentusiasterne til at stille op, handler motorsportsfestivalen om meget mere end konkurrencerne.
Omkring 1500 kørere, hjælpere, familier og fans har i tre årtier brugt en hel ferieuge på at mødes omkring deres fælles interesse.
Arrangørerne, Frederikshavn Sæby Auto Sport (FSAS) lægger sig hvert år i selen for at tilbyde underholdende indslag og til løbsdagene, kulminerende med præmiefest lørdag aften i det store telt.
Danishfireworks satte lys og farver på himlen tirsdag aften, hvor deres fyrværkeri kunne ses og høres i Sæby centrum.
Det blev også til et festfyrværkeri på banen torsdag morgen, hvor folkeracerne på den knastørre bane gav den gas hele dagen.
Det må være en del af kørernes DNA at køre frisk til og presse modstanderne til det yderste. Og når det uundgåelige sammenstød skete, var gummigeden med den store speciel indrettede skovl med påskriften ”Den sidste tur er gratis”, hurtigt på pletten og fik løftet bilerne tilbage i pit.
Hele fredag og lørdag formiddag var det biltyperne Crosskart, Crosscar og Rallycross der indtog banen, der alle, ud over æren, konkurrerede om vigtige point til det samlede Danmarks Mesterskab.
Lørdag eftermiddag gjorde de, der havde gjort det bedst, sig klar til semifinaler og hele 18 finaler. Den sidste bil der passerede målstregen klokken 17 var i kategorien Rallycross Supernational.
Herefter gjorde alle medaljetagerne sig klar til præmiefesten, hvor snakken om de tre dages konkurrencer kunne få frit løb.
Den første Motorsportsfestival blev afviklet 25.-27. juli 1996. Årets udgave er dermed den 31. i rækken.
Gennem årene er deltagerantallet steget støt, og de seneste år har festivalen samlet mere end 200 anmeldte køretøjer, hvilket gør festivalen på Ørnedalsbanen til Danmarks største offroad-motorsportsarrangement.
Ifølge løbsleder Lene Andersen var der til Motorsportsfestival 2026 tilmeldt 165 Folkeracere, 46 Crosskarter, 14 Crosscar og 46 Rallycrossere, i alt 271 toptunede køretøjer på startlinjen over de tre løbsdage.