Seneste nyt
Billede beskrivelse

Bangsbo Frejas Venner udvider ”Bjerghytten” ved kunstgræsbanen med hjælp fra fonde

24. juli 2026 kl. 14.01

FREDERIKSHAVN: Det har længe været et stort ønske fra både trænere i Bangsbo Freja og hold udefra, at der var bedre plads i velfærdsbygningen ved kunstgræsbanen på ”Bjerget”

Nu er det lykkedes Bangsbo Frejas Venner at skaffe pengene til en 28 m2 udvidelse, som primært vil blive brugt til materialerum.

Billede beskrivelse

- Vi har været heldige at få penge fra forskellige fonde. Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel har doneret 20.000 kr., Nordea-fonden 17.000 kr. og Melsen Fonden 20.000 kr. Det betyder, at vi med hjælp fra frivillige og lokale, velvillige firmaer kan gennemføre udvidelsen, fortæller Tommy Pedersen og fortsætter:

- Fodbold er efterhånden en helårssport, og det letter arbejdet for vores trænere, at de ikke skal slæbe udstyr frem og tilbage til kunstgræsbanen i al slags vejr. Desuden er det vigtigt, at vi kan tilbyde læ og ly til spillere og forældre om vinteren – især i tilfælde af lyn og torden, hvor der ikke er tid til at nå tilbage til klubhuset, fortæller Søren Matthiasen.

Bangsbo Frejas Venner har gennem årene med stor succes stået for de fleste store anlægsopgaver i klubben, som fx tilbygning til klubhus, opvisningsbane samt kunstgræsbanen med tilhørende velfærdsbygning og lysanlæg.

- Vi har siden 1992 haft en stor andel i investeringer på flere millioner kroner, og vi er ret stolte over, at vi på trods af investeringerne ikke skylder en krone væk i dag, fortæller Søren Matthiasen, der udgør bestyrelsen i Vennerne sammen med Hannibal Nielsen og Tommy Pedersen.

Billede beskrivelse

- Vi hygger os med at være en del af klubben på den her måde. Vi kan være med til at udvikle rammerne og tage det tunge administrative og planlægningsmæssige arbejde, så klubbens formand og bestyrelse kan koncentrere sig om at drive en succesrig fodboldklub, fortæller Søren.

Kunstgræsbanen er populær blandt omegnens klubber, som lejer sig ind for at vedligeholde træningen over vinteren. Desuden arrangerer DBU flere ministævner hen over vinteren.

- Vi er glade for at andre har lyst til at træne her, og vi får stor ros for anlægget og banen. Udlejningen er med til at dække omkostningerne til drift og vedligeholdelse fortæller Tommy Pedersen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste