Billede beskrivelse

Erhvervspraktik blev afgørende for Mathias’ uddannelsesvalg

10. december 2025 kl. 06.00

HØRBY: RASI Maskinfabrik i Hørby sender store lykønskninger til Mathias Laulund, som netop har afsluttet sin svendeprøve som industritekniker med højeste karakter – et 12-tal. Prøven består af fire dele: to individuelle opgaver i fræsning og drejning, som hver vægter 30 %, en teoriprøve (20 %) samt et gruppeprojekt (20 %).

Det fortæller RASI Maskinfabrik. 

Hos virksomhedens ejer, Lars Jacobsen, er det en mærkesag at uddanne lærlinge. RASI Maskinfabrik har i øjeblikket tre industriteknikerlærlinge under oplæring – og Mathias bliver snart en del af holdet af nyuddannede medarbejdere.

- Det er svært at rekruttere lærlinge til faget, og maskinbranchen lider under, at mange unge ikke kender til industriteknikerfaget. Det kan skyldes, at faget og de produkter, vi laver, ofte ikke er synlige i hverdagen, fortæller Lars Jacobsen. 

Derfor holder han altid øje med unge i lokalområdet, som kunne være interesserede – heriblandt Mathias, der gennem en praktikperiode fik øjnene op for faget.

Mathias’ historie bekræfter netop det, Lars Jacobsen påpeger.

Oprindeligt havde Mathias planer om at blive mekaniker – en oplagt vej, når fritiden går med motorsport og arbejdet med biler. Derfor virkede det logisk at vælge en uddannelse, der passede med interessen. Men industriteknikerfaget var ukendt for ham.

Første gang han stødte på det, var under grundforløb 2 på erhvervsskolen. Her fik han indsigt i et fag, hvor logisk tænkning og matematik spiller en stor rolle – især i programmering af CNC-maskiner, hvor det handler om at mestre koordinater og akser. Senere i læretiden arbejdes der med op til ni akser.

En erhvervspraktik hos RASI Maskinfabrik blev et vendepunkt. Her oplevede han hele processen fra kundeønske til færdigt emne – fra tegning til produktion. En proces han netop har været igennem til svendeprøven, hvor han i et gruppeprojekt var med til at udvikle en papirkværn.

Lærlingekoordinator Anette H. Sørensen, som har fulgt Mathias siden rekrutteringen, udtaler:

- Det er fantastisk at se, hvordan Mathias står tilbage med en tydelig bekræftelse af, at han har valgt rigtigt. Han taler stadig med glæde om at skrue i biler i fritiden – og nu har han fået en uddannelse, hvor han bruger andre kompetencer. En ekstra gevinst er, at han nu selv kan fremstille de dele, han mangler.

Lars Jacobsen tilføjer:

- Jeg er glad for, at Mathias startede i praktik hos os og derigennem opdagede faget. Som læremester er jeg stolt over hans flotte svendeprøve. Jeg er selv skuemester på uddannelsen og ved, at man ikke opnår topkarakterer uden hårdt arbejde.

RASI Maskinfabrik er en del af den lokale lærlingeordning forankret hos Erhvervsservice Nord, sammen med bl.a. Everllence, Orskov Yard, EnTech Marine, Mariendal Electrics, Svanehøj, Alfa Laval, Scanel, Soft & Teknik og KS Maskinteknik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste