Seneste nyt
Billede beskrivelse

100 gæster fejrede Lillian og Ingers 100 år med frivillighed

05. oktober 2026 kl. 18.01

SÆBY: Udtrykket ”fejring på behørig vis” for Lillian Christensen og Inger Ejstrud rækker ikke, når man skal beskrive fejringen af to ildsjæle, der repræsenterer kæmpe loyalitet og samfundssind.

Røde Kors Sæby havde sat alle sejl til, da afdelingen i Mariehuset i Strandgade havde linet op til to gange 50-års fejring af frivilligt arbejde.

I salen var der dækket bord, pyntet i nationalfarverne - og Røde Kors’ logo.

Omkring 100 gæster kom primært fra Sæby, men også mange fra landsdelens øvrige Røde Kors-afdelinger var mødt op for at fejre jubilarerne.

Til at kaste glans over festlighederne 2. oktober havde borgmester Jon Andersen (V) og præsidenten for Røde Kors’ Landsorganisation, Jette Runchel, valgt at deltage.

Under musikalsk ledsagelse sang en fyldt sal med på ”Fuglene letter mod vinden” og ”Livstræet”.

Billede beskrivelse

Mange verbale roser

Lokalafdelingsformand Per Østergaard uddelte mange verbale roser og taknemmelighed til dagens to hovedpersoner for deres kulturbærende bedrift.

Som fællesnævner kunne han fortælle, at både Inger og Lillian i 1976 blev medlem af Røde Kors på grund af deres sønner. 

De fandt begge ud af børns sårbarhed og ønskede med et førstehjælpskursus at erhverve sig de nødvendige færdigheder for at standse ulykken.

Her blev interessen undfanget for at hjælpe andre - i første omgang som samaritter inden de senere kastede sig over større opgaver.

Billede beskrivelse

Bankende hjerter

Jon Andersen havde læst på lektien om jubilarernes mange uegennyttige timers frivillige indsatser. 

Lillian hvis hjerte bankede for de ensomme i besøgstjenesten og Inger med fokus på flygtningehjælpen.

Frederikshavn Kommune og Sæby i særdeleshed er kendt for stærke fællesskaber med en lang tradition for frivillighed.

Men to livsglade personer med hver et halvt århundredes aktiv frivillighed, der har nået en historisk milepæl, slår alt.

- Med jeres engagement er I med til at inspirere andre, hvilket gør, at der er flere der kommer med på holdet, sagde Jon Andersen.

Som synligt bevis for de mange års arbejde hæftede borgmesteren Dansk Røde Kors' 50-års-nål på Lillian og Inger.

Billede beskrivelse

Lokalt engagement

Jette Runchel gav et historisk rids over det internationale Røde Kors’ tilblivelse.

Her lever man i dag stadig efter mottoet ”mennesker der hjælper mennesker”.

Præsidenten glædede sig over det lokale engagement, hvor Sæby-afdelingen har været med til at fejre tre forskellige jubilæer. 

Både at landsorganisationen har eksisteret i 150 år, genbrugsbutikkens 25-årsjubilæum samt Inger og Lillians imponerende 50-års jubilæer.

Ligeledes roste Jette Runchel borgmesteren, der italesatte de frivilliges store betydning for samfundet.

Efter flere års pause havde hovedbestyrelsen i Dansk Røde Kors tilmed besluttet at genindføre organisationens største hædersbevisning - Fortjensttegn af 1. grad.

Som de første i nyere tid modtog Inger og Lillian det genindførte fortjenstegn - med tilhørende dokumentation for anerkendelsen, overrakt af Jette Runchel.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste