Lokal legende takker af: 38 år med blokken i hånden

FREDERIKSHAVN: 14. marts 1984 omkom tre Skagenfiskere, da deres kutter, ”Ane Katrine”, blev trukket ned af en tysk ubåd i Skagerrak.

Det blev en tragisk indgang til mit liv med blokken i hånden primært på færden i den nuværende Frederikshavn Kommune.

Faktisk tiltrådte jeg først mit job på VT i Skagen 15. marts 1984, men da nyheden om ulykken om forliset kom frem i løbet af eftermiddagen 14. marts blev den gamle bil startet og kursen sat mod Skagen.

VT’s nordligste post blev skiftet ud et halvt år efter, hvor jeg startede på redaktionen i Søndergade, der hvor grisen før stod uden for, som Frederikshavns Avis navnkundige og polemiske chefredaktør Bent Eilertsen skrev det under en mindre sproglig vendetta med VTs redaktør.

Calle siger farvel til nyhedsformidlingen for og med Frederikshavn gennem 38 år.

Jeg overtog tjansen som politi- og retsreporter og det betød at man dagligt var til pressemøde først i stueetagen hos ordenspolitiet og derefter på 1. salen hos kriminalpolitiet.

Det var så mange år før begrebet centralisering blev opfundet, at man i Frederikshavn havde både politidirektør og vicedirektør. Det betød, at man var selvkørende og derfor var hands on på alt, hvad der skete i by- og nattelivet.

Og betjentene kendte deres lus på travet, for de boede jo i Frederikshavn-området alle sammen.

Om det er tilfældet efter centraliseringen skal jeg lade usagt, men målet har afgjort ikke været at komme tættere på borgerne.

Det var en god start på et nyt journalistliv i en by, som jeg kendte fra mine tre år i gymnasiet, men som jeg ikke havde tætte realtioner til ellers. Men det fik jeg hurtigt.

Det var længe før Facebook blev opfundet, så vi gik ud til aftenmøder for at høre, hvad folk havde på hjerte og for at bygge vores eget personlige kildenet op.

På alle måder fungerede det langt bedre end det gør med at knytte venskaber bag en skærm.

Her fik man nemlig afregnet råt for usødet - endnu en af goderne ved at bo i en by, hvor polerede manerer ikke fylder meget.

Tigerspring

Når man, som jeg, har været i branchen i snart 45 år, så er der selvfølgelig sket landvindiger gennem tiden - og særlig teknologisk har perioden været underlagt mængder af tigerspring fremad.

I min elevtid midt i 70’erne i firblads-byen Bjerringbro kommunikerede vi med Amtsavisen Randers via telegrafledningerne langs banelegemet.

Vi var tre redaktioner og seks journalister om en ledning, så alt blevet skrevet ind på maskine først, hvorefter vi kæmpede om en tid på ledningen, hvor vi så skrev vores manus ind igen.

I starten blev det modtaget af vore skrivepiger, som skrev det ind igen-igen til endelig sats.

Men så opfandt man hulkort og så skulle pigerne i stedet fodre en maskine med de lange hullede strimler.

Da jeg kom til VT i Skagen var vi kommet op på et edb-system, der hed Norsk Data.

Her var der også kun en, der kunne skrive ad gangen, men til gengæld var vi gennem det meste af min tid i Skagen kun mig, Så det gik nemmere.

Til gengæld var systemet meget upålideligt, så vi måtte mange gange til tasterne af flere omgange for at sikre, at nyhederne endte helt i Hjørring.

Avisen styrede

Den navnkundige fotograf K.B. kom hver torsdag formiddag. Så skulle rationen af billeder til VT hele ugen tages, så det var her alle pressemøder blev lagt. Så meget for avisernes magt på det tidspunkt - på godt og ondt. I dag er alle sit eget medie - også på godt og ondt.

Men tilbage i Frederikshavn kunne man som ung journalist boltre sig i den rivende udvikling i den unge by.

Socialdemokraten Villy Christensen var borgmester og som de konservatives leder, radioforhandler H.O. Laage sagde det, så var der ingen grund til at stille med en konservativ spidskandidat til borgmesterposten, så længe Villy Christensen sad på tronen.

Det var en billig omgang, for de konservative har aldrig stået til at tage posten - kun en enkelt gang lykkedes det for partiet, da dommerfuldmægtig Westy Beckett blev konservativ borgmester fra 1950-1954.

Forbilledligt parløb

Venstres Knud Uggerhøj kunne have fravristet Villy Christensen borgmesterkæden, men de to havde et forbilledligt samarbejde og en umådelig stor gensidig respekt - noget som blandt andet betød, at de efter byrådstiden fortsatte parløbet i Amtsrådet og sikrede Frederikshavn Sygehus tidsvarende lokaler, der gør, at det i dag stadig er helt afgørende for operationsaktiviteterne i Nordjylland med mange lokale årsværk på lønningslisten.

Netop det tætte parløb med de to førende politikere betød fremgang - ja faktisk en tro på, at Frederikshavn i løbet af 1990’erne næsten kunne vokse sammen med Ravnshøj.

Sådan gik det ikke, ved vi i dag, selv om der var store planer for nye bydele, nye kirker og bakker med skihejs og alpint anlæg til helårsdrift.

Nogle gange må drømme lægges på hylden, fordi de netop kun er drømme.

Det så vi senest med Palm Beach-projektet, der både skulle have helikopterlandingsplads og meget andet for at tiltrække rige københavnere.

Sådan blev det ikke, men i dag er området ved at være udbygget efter en model, der passer til mere jævne folk, som vi nu engang er flest af.

Bladsnedker

I 1985 skiftede jeg job fra VT til Frederikshavns Avis. Jeg blev redaktionssekretær - eller bladsnedker om man vil.

Mødetiden var lidt speciel for man skulle jo gennem Ritzaus kilometerlange telegramstrimmel og vælge de relevante ting ud og have dem klar til produktionsholdet mødte ind kl. 06.00.

Så jeg mødte ind kl. 02, og da det var svært at komme i seng før midnat blev den en række år med meget lidt søvn.

Men det var en fest at være på den gamle avis.

Ansvarshavende chefredaktør var Bent Eilertsen, som jeg tidligere har nævnt - og han var en brillant ordjonglør og ville have gjort sig som petit-journalist ved de store aviser.

Han var i alle måder en rummelig chef - som lang tid før begrebet uddelegering af ansvar blev opfundet, evnede den metier.

I løbet af de syv år jeg arbejde sammen med Bent overtog jeg større dele af ansvaret, og da han valgte at gå på pension søgte jeg jobbet og blev ansat som den vel nok yngste ansvarhavende chefredaktør i landet, men dog ældre end den første, nemlig Michael Vogelius, som startede en avis i Frederikshavn kort efter grundlovens vedtagelse i 1848 - alene for at være tættere på kunstnervennerne i Skagen.

Ekspansivt

Mine første år som ansv. chefredaktør blev i høj grad præget af Aalborg Stiftstidendes ønske om at skabe én avis i hele Nordjylland.

Frederikshavns Avis var ejet af Aalborg Stiftstidende og ovenpå en gylden tid med flere aviser i byerne, så Aalborg Stiftstidende ind i en tid, hvor det var vigtigt at stoppe rivaliseringen aviserne imellem for at fokusere på indtjeningen.

Det blev starten på den store puniske aviskrig, hvor VT åbnede kontorer i Aalborg, og hvor jeg pludselig var chef for en lang række ugeaviser i VT-land.

Vi blev ikke mindst udfordret på ledige journalister.

Dem var der nemlig ingen af, så vi brugte meget tid til at hugge hinandens betroede medarbejdere og hente gode folk hjem til Vendsyssel igen.

Jeg behøver næppe at fortælle at en sådan manøvre var ganske dyr, for dem, vi skulle flytte, tog sig som oftest ganske godt betalt.

VT Frederikshavns Avis

Men aviskrigen fandt en løsning og første step var at forene Frederikshavns Avis og VT i en VT Frederikshavns Avis, hvor Stener Glamann og jeg var chefredaktører.

I første omgang dækkede vi Frederikshavn og Sæby og var godt bemandet, så det blev til virkelig mange artikler dag ud og dag ind.

Skrivemaskinerne var for længst skiftet ud på Frederikshavns Avis med DDE fra Klokkerholm - en super godt system, som desværre aldrig blev udviklet til helsidesombrydning.

VT var i Mac-mode og ved fusionen kom vi i gang med at bryde siderne om selv.

Det blev et farvel til mange af de gode typografkolleger på Frederikshavns Avis, som jeg havde arbejdet tæt sammen med i et ti-år.

Altid først på skansen - og når tingene trak ud fredag også sidste mænd M/K til at svinge skalpellen og skære satserne ud og placere dem på siderne.

Første farvefoto

Det var også typograferne, der sørgede for at fotografernes billeder kunne aflæses i avisen og det får mig til at tænke på Frederikshavns Avis første farvebillede.

Jeg husker, at vi bragte det i slut 80’erne, og at det var en omstændelig proces.

For det første skulle det bringes på forsiden. Så var farven betalt af annoncøren på bagsiden.

Og for det andet skulle farve-negativerne sendes til Aarhus, for at blive klargjort til trykning - og den manøvre betød, at billedet skulle tages senest tirsdag og negativerne sendes af sted samme dag for at vi kunne have billedet klargjort tilbage fredag formiddag, så læserne kunne se det flotte foto lørdag morgen. I dag tager det vel under få sekunder.

På vej mod NORDJYSKE

En af de store fotomæssige landvindinger ved fusionen til VT Frederikshavns Avis var en fremkaldermaskine til filmruller.

Den var italiensk, men fungerede som regel ganske fornuftig og gav fotograferne mulighed for at bruge tiden på andet end at fremkalde film selv.

Således ekvipieret nærmede vi os med hurtige skridt den endelige fusion, der skabte NORDJYSKE.

Jeg forfægtede de frederikshavnske og sæbynittiske farver fra starten og siden kom også Dronninglund og Skagen med.

Det var en spændende tid. Teknologien fortsatte sine landvindinger.

Systemer blev udviklet - og digitale kameraer så dagens lys.

Vi blev efterhånden mere og mere sikre på, at internettet var kommet for at blive og i kølvandet på udviklingen af mobiltelefoner til egentlige talecomputere voksede kundekredsen til det vi kalder sociale medier frem med rekordfart.

Alle har dermed sit eget medie i hånden - og det har om noget ramt det forretningsmodel, vore aviser er bygget op omkring. I hvert fald får vi ikke, som det lod sig gøre i Skagen i 1984, foreninger og kommune til indrette deres pressemøder efter, hvornår vores fotograf er ledig.

Alting har en ende

Tiden er ny og afstanden mellem de tigerspring, der tages, blive stedse kortere.

Derfor er det fair, at alting har ende, som Shubidua sang det - kun en regnorm har to.

Den unge redaktør er blevet til den gamle redacteur, som kan se tilbage på et medrivende livsvirke med frederikshavnerne og for Frederikshavn.

Danmarks Journalist-højskoles daværende rektor Kim Minke, overrakte prisstatuetten til Calle for den store medieintegrationsindsats Frederikshavneredaktionen havde ydet. Som ekstra faktaoplysning er Kim Minke søn af Frederikshavn Gymnasiums tidligere rektor Kaj Minke. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Langt det meste af arbejdslivet har været båret af positiv medvind på cykelstierne i form af gode snakke med gode folk, som udkrystalliserede sig i gode historier.

Først på blokken og til print. Siden på blokken til print og radio. Siden på blokken til print, radio, net og tv - det vi kaldte medieintegration, og hvor Frederikshavn igen-igen tog førertrøjen og skabte grundlaget for en integreret redaktion med kompetencer til at arbejde på alle platforme.

Det lykkedes, fordi vi er i en by, der værdsætter fremskridt og som ved at man er nødt til at slås for hver ny landvinding - og det er lykkedes fordi vi i Frederikshavn har været begunstiget af dygtige medarbejder på alle pladser - både redaktionelt og i salgsorganisationen.

Og så er jeg altid blevet omfavnet af velvilje fra samarbejdspartnere og gode kilder. Et tillidsfuldt samarbejde, som jeg vil glæde mig over mindet om i årene der kommer.

Og vi ses jo helt sikkert i bybillede. Med start fra 1. april bliver det for min del uden kuglepen og blok.

Tak for jeres medleven og god vind til Jer og vores kommune i årene, der kommer.