Over en million er samlet ind: Nødvendigt med lokale frivillige og ildsjæle
ÅLBÆK: REMA 1000-købmanden i Ålbæk, Kasper Thomsen, har via købmandsfonden KFI uddelt et sponsorat til Ålbæk Havnebad & Aktivitetsbro på 25.000 kroner.
Kasper Thomsen begrunder tildelingen med, at det netop er nye, innovative initiativer, der skal til for at yderdistrikterne fortsat kan leve og overleve.
- Det er nødvendigt med lokale frivillige og ildsjæle til at drive foreningslivet og tænke nyt, siger Kasper Thomsen.
Ålbæk ligger i et af de mest varierede og smukke naturlandskaber i Danmark og tiltrækker 10.000-vis af turister.
- Men det må ikke stå i stampe; der skal blive ved med at være attraktivt og også udvikling. Med den kommende nye bro med opholdsarealer og sauna på Ålbæk Havn er vi et godt skridt videre med at gøre livet interessant for både fastboende og turister, lyder det.
Kommunen arbejder på en udbygning af havnen, hvilket er kommet i stand efter at initiativrige borgere startede med idéerne om havnebadet.
Initiativgruppen til Ålbæk Havnebad & Aktivitetsbro, der har Henrik Andersen i front, er meget taknemmelig for sponsoratet.
- Vi har de nødvendige tilladelser fra både kommunen og kystdirektoratet og er i gang med at søge fonde om midler til at realisere det. Ved nogle af fondene har vi søgt ret store beløb og har på nuværende fået tildelt cirka 1.150.000, hvilket er omkring halvvejs.
- Vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til at de store fonde vil bidrage med ret store beløb. Det gør imidlertid ikke, at sponsoratet fra den lokale REMA 1000 er af mindre betydning. Tværtimod. Det viser netop, at det vi lokalt kan og vil er af afgørende betydning.
- Fra en anden lokal fond er vi blevet tildelt 15.000 med tilsagn om mere. Mange bække små … gør sammen med de store, at vi kommer i mål.