Nyt partnerskab om stærke oplevelser for unge i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: - Jeg kunne bare kigge op i himlen og græde, for jeg vidste, at nu skulle jeg dø. Jeg var flygtet fra Afghanistan for at undgå at blive selvmordsbomber, og nu skulle jeg i stedet dø her i bjergene mellem Iran og Tyrkiet, fortæller Popal Naseri de elever, som i dag har deltaget i ASK WHY? Docs i Palads Teatret i Frederikshavn.
Popal Naseri besvarede elevernes spørgsmål efter visningen af dokumentarfilmen Min bror, mit hjem. Unge i Frederikshavn har i dag mødt Popal Naseri og set den barske og rørende dokumentarfilm Min bror, mit hjem.
I filmen oplever man, hvordan Popal otte år efter sin flugt fra Taliban i Afghanistan mirakuløst finder sin lillebror i Tyskland. Sammen forsøger de at skabe et nyt liv i Danmark, mens de kæmper for at få opholdstilladelse til lillebroren.
Frederikshavn Kommune har indgået en partnerskabsaftale med ASK WHY? Docs, en lille organisation, der viser prisbelønnede dokumentarfilm med temaer om menneskerettigheder og Verdensmålene.
Unge inviteres i den lokale biograf tre gange i løbet af skoleåret til tre forskellige dokumentarfilm, og hver gang er der en ny debatgæst med, som eleverne kan stille spørgsmål til bagefter.
I Frederikshavn var der stor spørgelyst og under hele debatten et stort engagement og interesse for Popal Naseris og hans brors liv – både omkring flugten til Danmark og livet som flygtning.
Stolt af de unge fra Frederikshavn
Lise Jørgensen, skolekonsulent i skoleafdelingen i Frederikshavn, fortæller, at det var let for skolelederne i Frederikshavn at sige ja tak til partnerskabet med ASK WHY? Docs, fordi det giver en unik mulighed for at arbejde med dannelse, Verdensmålene og menneskerettighederne:
- Det er jo kommunens fokus at give vores elever dannelse, og med de oplevelser, de nu får, vil de få større respekt for hinanden og opdage, hvordan man som enkelt menneske kan gøre en enorm forskel for andre, fortalte Lise Jørgensen om grunden til det nye partnerskab.
Lise Jørgensen, som selv deltog i arrangementet, fik også bekræftet effekten af ASK WHY? Docs:
- I filmen, vi så i dag, oplevede vi, hvordan et dansk ægtepar åbnede deres hjem for to forældreløse unge fra Afghanistan, og hvordan de gav dem kærlighed og respekt. Det viser jo, at vi alle virkelig kan gøre en forskel for andre mennesker.
Udover at Lise Jørgensen selv blev berørt over oplevelsen, stod det klart, at eleverne også var dybt engagerede. Det har gjort Lise Jørgensen stolt over de unge i Frederikshavn:
- Jeg var meget stolt af de unge fra Frederikshavn, som havde mange og meget gode og forskellige spørgsmål, så det blev en virkelig god debat efter filmen.
Ved dagens visning deltog 300 unge fra 8., 9. og 10. klasser fra hele kommunen. Lise Jørgensen og ASK WHY? Docs forventer, at flere skoler og unge vil komme med i løbet af de næste tre år, som partnerskabet i første omgang er indgået for.
- Det har været en fantastisk skoledag, fortalte Andreas K. Jørgensen, elev på Frydenstrandsskolen, efter visningen.
Andreas K. Jørgensen, elevrådsrepræsentant fra Frydenstrandsskolen, mødte også debatgæsten Popal Naseri:
- Det var også rigtig spændende at møde Popal Naseri, som var med i filmen, og høre om hans flugt, hvor lang tid det tog, og at han var nødt til at spise græs, for det tænker man ikke så meget på. Jeg vil bare gerne komme igen næste gang, slutter Andreas K. Jørgensen, som er elevrådsrepræsentant i sin klasse. Han fik en plakat med hjem til sin skole om det nye partnerskab.
ASK WHY? Docs har i år 8000 tilmeldte unge fra hele landet, og der er visninger for unge i udskolingen og ungdomsuddannelser fra hele 37 kommuner.