Skagen-restaurant nomineret til landsdækkende kokkepris
Restaurant Oké er blandt tre nominerede i kategorien Årets ret med gris og får i efteråret besøg af konkurrencens jury
SKAGEN: En restaurant i Skagen er blandt de nominerede, når nogle af landets restauranter skal dyste om at skabe årets bedste ret med gris.
Restaurant Oké i Skagen er én af tre nominerede i kategorien Årets ret med gris. De to øvrige nominerede er Restaurant Magnolia og Restaurant JATAK, der begge ligger i København.
Det fremgår af en pressemeddelelse om årets kokkekonkurrencer.
Siden juni er der kommet indstillinger fra hele landet til konkurrencerne Årets ret med grønt, Årets ret med fisk & skaldyr, Årets ret med gris og Årets ret med ost.
Nu er 12 restauranter fra blandt andet Skagen, Hanstholm, Djursland, Aarhus, Vejle, Odense og København udvalgt på tværs af de fire kategorier.
- Vi er ganske enkelt blevet blæst bagover af niveauet. Når dygtige kokke får lov til at tage udgangspunkt i én enkelt råvare og fortolke den frit, opstår der noget helt særligt, siger Anders Nicolajsen, der er jurymedlem og chef for Foodservice & Gastronomi i Landbrug & Fødevarer, i pressemeddelelsen.
Får besøg af jury
I løbet af efteråret får Restaurant Oké og de øvrige nominerede besøg af en jury, der består af madanmeldere, kokke og gastronomiske eksperter.
I stedet for at samle retterne til én fælles smagning besøger juryen restauranterne og smager retterne i de omgivelser, hvor de er udviklet og bliver serveret.
Her bliver blandt andet smagen, håndværket og den gastronomiske idé vurderet.
- Den samme råvare kan føre til vidt forskellige retter, udtryk og historier. Vi har set alt fra elegant minimalisme til modige og grænsesøgende fortolkninger. Det lover godt for det, der venter juryen ude på restauranterne, siger Anders Nicolajsen.
Vinderne af de fire konkurrencer bliver offentliggjort den 9. november ved et awardshow på Villa Copenhagen i forbindelse med lanceringen af White Guide.