Eliten fik øje på 18-årige Anton - nu fortsætter han karrieren i Sverige
FREDERIKSHAVN: For nogle uger siden røg 18-årige Anton Wilde Larsen op af stolen, da hans navn tonede frem på skærmen, da han og familien fulgte med i optagelsesshowet til NHL (National Hockey League, red.) - verdens stærkeste ishockeyliga.
Han var blevet draftet af klubben Dallas Stars, og allerede dagen efter gik turen mod USA.
Her ventede en development camp sammen med andre unge talenter – 12 i alt – samt nogle spillere fra A-holdet. Hver dag var der to gange træning på isen suppleret med fysisk træning og forskellige teambuildingaktiviteter. Om aftenen var de ude at spise og havde tid til at snakke og lære hinanden at kende.
Nu er Anton tilbage i Europa, hvor han er startet på en etårig kontrakt med svenske Linköping, hvor han spiller på U20-holdet. Sæsonen skal til at starte, men holdet har klaret sig godt i træningskampe, så Anton ser frem til en spændende sæson. Han føler sig godt modtaget i klubben og er flyttet ind i en lille lejlighed i byen.
På lidt længere sigt venter flere camps i Dallas og måske chancen for at komme til at spille i NHL. Men lige nu får den fuld skrue som keeper på Linköpings U20-hold. Anton har spillet 19 ligakampe for White Hawks, men det er især hans præstationer under U18-verdensmesterskabet, der fik NHL-klubbernes øjne op for hans talent.
Her reddede Anton 52 ud af 54 skud, da Danmark tabte 0-2 til USA, og 31 ud af 32 skud i Danmarks 4-1-sejr over Tyskland.