Ny sæson af Oxen: Optagelserne er startet til den populære serie
FREDERIKSHAVN: En af de mest succesfulde TV 2-dramaserier i de senere år får endnu en sæson. Optagelserne on location er netop startet, og vi mødte filmholdet på havnen i Frederikshavn, hvor det stærke cast fra første sæson er tilbage sammen med et større antal lokale statister.
- Vi er meget glade for at filme i Frederikshavn, hvor vi møder stor hjælpsomhed, siger line producer Susanne Stranddorf, der er her for fjerde gang.
Først to sæsoner af Norskov, så første sæson af Oxen og nu igen i opfølgeren. Hun peger især på det gode og årelange samarbejde med den lokale filmarbejder Liv Lundholm Pedersen, der er hyret som statistkoordinator på Oxen.
Den nye sæson af Oxen bliver på seks afsnit og får premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2025.
I rollen som den tidligere jægersoldat Niels Oxen ses igen Jacob Hauberg Lohmann, ligesom resten af det stærke firkløver er med i sæson to: Josephine Park som PET-agenten Margrethe Franck, Ellen Hillingsø som PET-chef Frigg Mossman og Birgitte Hjort Sørensen som forretningskvinden Kajsa Corfitzen.
Desuden medvirker Kristian Halken, Caspar Phillipson, Christian Tafdrup, Andreas Jebro, Hanne Hedelund og flere andre.
- Danskerne var vilde med første sæson, så jeg er utroligt glad for, at vi kan dele en ny sæson med dem. Seriens fokus på magt og demokrati er altid vigtigt og relevant, og samtidig bliver det en actionfyldt fortælling, når Oxen rykker ud af skoven, og vi følger ham på flugt, siger Pernille Bech Christensen, der er TV 2 senior executive producer.
I 'Oxen II' er det igen magt og forræderi, der er omdrejningspunkterne, når den hemmelige magtelite Danehof arbejder på at vælte regeringen og omstyrte demokratiet. Både Oxen og Margrethe må gå under jorden, mens PET-chef Frigg Mossmann kommer tættere på det mål, hun gennem længere tid - og i al hemmelighed - har arbejdet på: nemlig at afsløre magtens mørke mænd. Alt imens har Danehofs nyeste medlem, Kajsa Corfitzen, sin helt egen og utilregnelige agenda.
Den nye sæson er ligesom første sæson skabt af forfatterparret og tredobbelte EMMY-vindere Mai Brostrøm og Peter Thorsboe på baggrund af Jens Henrik Jensens bestseller-bogserie. Serien optages i Jylland, København, på Fyn og i Litauen, og alle seks afsnit instrueres af Søren Balle.
Oxen bliver produceret af SF Studios til TV 2 ved producerne Senia Dremstrup og Caroline Schlüter med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn og Creative Europe Media.