Jan Michael sender 48 heste på skøjtebanen
FREDERIKSHAVN: Søndag var der testridning i Frederikshavn istølt arena forud for Skandinaviens cooleste islandshesteshow, og nok Frederikshavns mest originale signatur event!
Store ord, men ikke desto mindre sandt. 27 heste fra nær og fjern havde i første omgang taget turen til Frederikshavn for at teste isen.
- Uden at nævne navne, tror jeg godt jeg kan sige, at vi til testridningen søndag oplevede nogle aspiranter med en stålsat kurs mod medaljerne, fortæller arrangementets medarrangør, Jan Michael Madsen, og sætter ord på status efter 16 år med udvikling af Istølt i Frederikshavn, i dag Nordic Ice Games:
- Nordic i titlen er mere end smart bordpynt, for der deltager i showkonkurrencen ryttere og heste fra både Norge, Sverige, Tyskland, Danmark og Island. Og sikke et felt! Deltagerlisterne i de tre klasser Istølt, 4.1 Ice Special og 5.1 Ice Special er fyldt op, og de indeholder den ene top-ekvipage efter den anden.
I alt 48 heste sætter kurs mod Frederikshavn den 7. februar! Dvs.de fleste ankommer allerede torsdag og fredag inden showdagen lørdag.
Nordic Ice Games 2026 gennemføres på skuldrene af 100 frivillige hjælpere og en række professionelle leverandører og officials.
Der deltager i årets showkonkurrence 48 heste, som hver har to-tre personer i følge, dvs. i alt mere end 100 tilknyttet ryttergruppen.
Hertil kommer ca. 1.400 publikummer i nummererede siddepladser.