Billede beskrivelse

Fysioterapeut åbner klinik i Fitnesshuset

17. marts 2026 kl. 14.03

SÆBY: Sæby får en ny fysioterapeutisk klinik, for fysioterapeut Janne Grøndahl Hansen åbner nu egen praksis.

Efter 12 år på en klinik i Hjørring har Janne valgt at starte for sig selv, og valget faldt naturligt på Sæby.

- Når familien er i Sæby, giver det god mening at starte noget op her, og der er både plads og gode muligheder for at bygge noget op, siger hun.

Mere end øvelser

Janne arbejder ud fra en evidensbaseret tilgang, hvor træning ofte er en vigtig del af behandlingen. Men hun oplever samtidig, at mange patienter savner den direkte behandling.

- Hvis man kommer med et dårligt knæ, får man ofte nogle øvelser, men hos mig skal man også have behandling, ikke kun øvelser, siger hun.

Behandlingen kan blandt andet bestå af ledmobilisering, muskelbehandling, bindevævsbehandling, mm.

- Øvelser kan understøtte meget, men der er også ting i kroppen, man ikke selv kan arbejde med, og der går jeg ind og arbejder med strukturerne.

Fokus på hele mennesket

En vigtig del af Jannes tilgang er at lytte til patienterne og danne sig et overblik over hele situationen.

- Jeg arbejder ud fra en holistisk tilgang, hvor jeg prøver at se hele billedet. Det essentielle for mig som fysioterapeut er at hjælpe, og hvis jeg i en konsultation kan se, at jeg ikke selv kan hjælpe, så forsøger jeg at finde nogen, der kan.

Klinikken har ikke ydernummer, hvilket betyder, at man ikke kan blive henvist af sin læge. Til gengæld kan man kontakte klinikken direkte og få behandling.

Holdtræning i Fitnesshuset

Ud over klinikken står Janne også for flere træningshold i Fitnesshuset.

I samarbejde med Hjerteforeningen tilbyder hun hjertemotion for mennesker med hjerteproblemer. Her kombineres styrke-, kredsløbs- og cirkeltræning, og der lægges vægt på både træning og fællesskab.

Holdet startede i efteråret og fortsætter ind i foråret. Der er plads til 16 deltagere og kun få ledige pladser.

Træning for mennesker med knogleskørhed

Janne står også for et osteoporosehold i samarbejde med LOF. Holdet er målrettet personer, der er diagnosticeret med knogleskørhed.

Fysisk aktivitet er en vigtig del af behandlingen af osteoporose, og holdet er tænkt som en forlængelse af Sundhedshusets tilbud, så deltagerne kan fortsætte en aktiv livsstil og arbejde videre med deres styrke og balance.

- Mange tror, at gåture er nok. Det er godt for helbredet, men hvis man vil styrke knoglerne, kræver det mere, forklarer hun.

Træningen foregår i trygge rammer med fokus på styrke, balance og individuelle tilpasninger til den enkelte deltager.

Holdet har plads til 10 deltagere, og tilmelding sker via LOF.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste