Nyt forpagterpar overtager historisk hus og spisested
SKAGEN: Forestil dig at slænge dig i det grønne græs mellem de gule længer i Saxilds Gaard og det smukke røde Anchers Hus.
Det nye forpagterpar på Saxild i Skagen, Caroline Gaardbo og Ronni Sørensen, forestiller sig det levende.
At folk kan komme med deres egne tæpper og slå sig ned i haven eller lægge sig i Saxilds liggestole, tage et spil petanque eller vikingespil i gårdhaven, få sig en drink, et glas hjemmelavet limonade eller hyldeblomst-saft, en pre-dinner-drink eller en god kop kaffe og et stykke kage om eftermiddagen.
Man kan næsten se i øjnene på de nye forpagtere, hvordan det bliver. Billedet for deres indre er klart.
Ingen stress og faste seatings
- Omgivelserne her er rolige og afslappede og vi har valgt det her sted, fordi her er sjæl. Og selvom det er en arbejdsplads for os, så slapper vi faktisk helt af, når vi kommer herned, fortæller Ronni, som er den ene halvdel af det nye forpagterpar, som også tæller Caroline Gaardbo.
- Her bliver ingen stressede seatings, hvor man skal være videre på et bestemt tidspunkt. Hos os kan man hænge ud så længe, man har lyst, supplerer Caroline.
- Det er vigtigt for os, at her er en uformel stemning.
Smørrebrød og skagenspandekager
Saxild åbner 26. marts; i første omgang som frokostrestaurant, men i højsæsonen også med planer om aftenåbent.
Det bliver i starten primært Caroline, som er at finde i køkkenet i færd med smørrebrød, salater og panini’er.
- Alt bliver hjemmelavet. Vi bager selv brød og kager i bageriet, som dog kun bliver til vores egen produktion. Vi får ikke brødudsalg, fortæller Ronni, som elsker at finde urter og råvarer i naturen, hvilket også vil afspejle sig på tallerknerne og i glassene hos Saxild.
- Der er så meget lækker i naturen heroppe, så det er jo oplagt at bruge det. Jeg laver blandt andet en skagenspandekage med havtorn fra området, fortæller Caroline. Og når sommeren rigtig tager sit indtog, vil parret lave langbordsmiddage med temaer som ‘Rosé og Rejer’ og pizzaaftener - hvilket er oplagt med et bageri med tre stenovne i baghaven.
Åbent hele året
Saxild med det nye makkerpar ved roret kommer til at holde åbent hele året.
- Vi vil kunne finde på at lave events i ydersæsonen. Det kunne blandt andet være med fokus på, hvad skagensmalerne spiste. En aften, der for eksempel kunne tage udgangspunkt i skagensmalernes livretter. De var allerede dengang meget inspirerede af det franske køkken, fortæller Ronni, som glæder sig til at samarbejde med Skagens Museum om den slags arrangementer.
- Det er helt oplagt, når nu vi er i en af museets historiske bygninger og for os er det vigtigt at matche med museet. Det giver også mulighed for at holde os i live uden for sæsonen, siger han.
Og allerede til påske er første samarbejde mellem Saxild og Skagens Museum, når museet skærtorsdag 2. april klokken 14.00 inviterer til påskejagt og påskepyntning i Anchers Have og Saxild serverer påskekage.
I Saxild er der omkring 40 siddepladser inden for, plus en gårdhave med masser af plads og hele plænen mellem Saxild Gaard og Anchers Hus.
Saxild åbner til frokost 26. marts kl. 11.30 til 16.00 og holder åbent alle dage henover påsken.
Efter påske er der åbent tirsdag til lørdag indtil højsæsonen, hvor der vil være åbent til frokost hver dag og til aften fire dage om ugen.