Billede beskrivelse

Til sommer finder en helt særlig redningsaktion sted på Sønderstrand

18. marts 2026 kl. 11.01

SKAGEN: Til sommer omdannes Skagens berømte Sønderstrand til et dramatisk scenarie fra omkring 1850’erne. 

En robåd kæmper i bølgerne, og et hestespand og rorsmænd trækker en redningsbåd mod vandet, mens en strandet sømand skal reddes i land.

Skagens Kystmuseum genopliver 6. juni historien med eventet ‘Autentisk Redningsaktion anno 1850’ med statister fra Skagen Egnsspil og stærke slesvig-heste -hentet ind fra Djursland- til at trække rorsbåden.

Det er muligt for alle at opleve redningsaktionen på stranden, men har man billet til hele Kystmuseets arrangement, får man de bedste pladser reserveret på stranden.

- Vi vil rigtig gerne have, at så mange som muligt oplever det her. Og vi kan jo heller ikke bare spærre en hel strand af, men dem der har billet til dagens program får adgang til et afspærret område og dermed de bedste pladser tæt på redningsaktionen, siger projektleder Helene Christensen fra Nordjyllands Kystmuseum.

Redningsaktionen på stranden er kulminationen på en eftermiddag og et arrangement, hvor publikum følger fortællingen om Skagens redningsvæsen.

- Redningsvæsenet i Skagen og Skagens modige redningsmænd er en helt fundamental kernefortælling, der løber som en rød tråd gennem flere generationer i Skagen, og derfor ønsker vi at levendegøre historien og ihukomme de mange modige redningsmænd med en autentisk redningsaktion ved Skagen Sønderstrand, lyder det i en pressemeddelelse fra Kystmuseet i Skagen, som står bag arrangementet.

Programmet

Dagen begynder klokken 13.00 med et kulturhistorisk foredrag på Kulturhus Kappelborg ved kulturarvschef ved Nordjyllands Kystmuseum, Jens Thidemann.

Herefter går deltagerne i procession til mindestøtten for Daphne-forliset i 1862, hvor der holdes en kort mindehøjtidelighed for de redningsmænd, der mistede livet.

Klokken 15.00 flytter begivenhederne ned på Sønderstrand. Her iscenesættes redningsaktionen med hestespand, robåd, fiskekutteren Hansa og statister fra Skagen Egnsspil.

Billetter giver adgang til både foredrag, mindehøjtidelighed og VIP-området på stranden, mens øvrige gæster kan følge begivenhederne fra resten af Sønderstrand.

Billetter til arrangementet kan købes på Kystmuseets hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste