Populær restaurant fejrer ti års konstant fremgang
FREDERIKSHAVN: På onsdag 18. marts er det 10 år siden, Restaurant Bones slog dørene op til restauranten i Havnegade, Frederikshavn.
Og pånær corona-tiden har det været én lang succeshistorie med stigende besøgstal.
Restaurantchef Mikkel Skelager Lorentzen har for nylig talt op, at restauranten det seneste år har haft 80.000 gæster.
En vild præstation i en by, hvor konkurrencen blandt spisesteder er hård.
Så meget mere grund er der til at fejre jubilæet, og det sker på onsdag med fynd og klem.
Her vil Mikkel og hans personale byde gæsterne på et helt specielt tilbud. Nogle vil mene, at nu rabler det for den gode Bones-mand, men Mikkel forsikrer, at han har købt rigeligt ind - om der så kommer 1000 gæster.
Vanvittigt tilbud
Hvad det vanvittige tilbud er, bliver afsløret på restaurantens Facebook-side i dag mandag, men mange har allerede bestilt bord.
Bag succesen ligger hårdt arbejde og et stærkt koncept.
God mad og god stemning er grundlaget, for i Bones vil man gerne sælge oplevelser og have glade kunder.
Og det er i høj grad op til tjenerne at gøre besøget uforglemmeligt. Det er de heldigvis gode til, og den uformelle tone blandt de ansatte smitter af på hele stemningen, og det kan kunderne godt lide.
Mikkel Lorentzen har været restaurantchef i fem år og arbejdede der før i Bones-restauranten i Hjørring.
Han har mærket en tydelig ændring i restaurantens publikum gennem de fem år.
I starten kom der rigtig mange svenske gæster, men i takt med den svenske krones faldende værdi, ebbede strømmen fra Gøteborg ud.
I stedet er der kommet et stigende antal lokale gæster, og det er Mikkel Lorentzen både glad for og stolt over.
Gang i restauranten
Restaurant Bones har åbent både til frokost og aften, undtagen om søndagen, hvor der kun er aftenåbent.
Selv i vinterkulden er det ikke usædvanligt at have 70 gæster til frokost og 150 til aften.
Også selskabslokalet ovenpå med plads til 100 er ofte i brug, lige som Bones leverer mad ud af huset til mange fester - bl.a. konfirmationer.
Alt i alt giver det nok at bestille for de 30 ansatte.
Og fordi restauranten er baseret på lokale kunder, kan Mikkel Lorentzen holde hele flokken beskæftiget året rundt.
- Jeg har et hold af meget dygtige og loyale medarbejdere. Mange har været med næsten fra starten. De er typisk startet som 16-årige i opvasken og avanceret til tjenere, da de fyldte 18.
- Selv om nogle har læst i Aalborg, har de taget vagter i weekender og ferier og holdt kontakten. Jeg ser det som udtryk for, at Bones er en god arbejdsplads, og det gør mig stolt, siger Mikkel Lorentzen.