Bangsbo Cup går skridtet videre
FREDERIKSHAVN: I 2025 genoptog Bangsbo Freja den før så populære Bangsbo Cup.
Nu er man klar til at gå skridtet videre og udvide turneringen, som i år afvikles lørdag 27. juni.
- Sidste år startede vi Bangsbo Cup op igen i en mindre udgave, men i år vil vi gerne udvide turneringen, og derfor vil der også være opstillet et telt som i gamle dage. Sideløbende med cup’en er der også afslutning for ungdomsafdelingen, så det bliver en dag med et dejligt, fyldt anlæg hos Bangsbo Freja, fortæller formand Tobias Andersen.
Bangsbo Cup er en 7-mands turnering, der er åben for alle. Der må max være 10 mand pr. hold, og det må meget gerne være mixhold. Puljefordeling foregår ved lodtrækning.
Har man piger på holdet, har det den fordel at mål scoret af piger tæller dobbelt. Der spilles 20 minutter pr. kamp, og man er garanteret minimum 4 kampe pr. hold.
Kampene dømmes af DBU-dommere, og der er præmier til de tre bedste hold.
Både A- og B-slutspil
Som noget nyt vil der i år være både et A og et B slutspil - så dem der prioriterer hyggebold også får deres eget slutspil og dem der er seriøse får deres slutspil. Så alle hold går i år videre til et slutspil og får ekstra kampe.
- Vi har lokket Martin “dolken” Vinther til at samle et hold. De kommer i sponsoreret limousine og går efter guldet, så der skal nok blive kamp om førstepladsen, fortæller Tobias.
Hvis sulten eller tørsten melder sig, kan der købes øl, pølser og brød i teltet. Det er ikke tilladt at medbringe sine egne drikkevarer.
Har man lyst til at spille en hyggelig gang fodbold med vennerne, kan man finde mere information om turneringen på Bangsbofreja.dk. Sidste tilmelding er 10. juni.