1317 hunde indtog Skagen Strand
SKAGEN/HULSIG: Der var hundeøjne, friserede pelse, vov, bjæf og logrende haler til den helt store guldmedalje i Hulsig i pinsen.
Her konkurrerede 201 forskellige hunderacer om at hive rosetter, diplomer og flotte bedømmelser med hjem.
Hvor end man drejede hovedet, var der livlig aktivitet med menneskets bedste ven i centrum.
Pelse, der blev trimmet, hvalpe der var ved at lære, hvad det vil sige at være på udstilling og hunde der sammen med deres ejere forsøgte at imponere dommerne ved at gå pænt, hunde der lige skulle se konkurrenterne an eller hilse på en ven.
Og så var dommere, der nøje gennemgik de firbenede deltagere for at finde frem til de allerbedste eksemplarer i de mange forskellige kategorier fordelt på race, køn, alder og farve.
Blandt deltagerne var dværgschnauzerne Petra og Alice, der sammen med deres ejere Dorit og Hugo Johansen fra Kennel Frisenborg, havde taget turen fra Silkeborg til Hulsig.
Dorit og Hugo har været udstillere i 20 år og er farten fire-fem gange om året.
Faktisk har Dorit ikke helt styr på, hvor mange udstillinger, hun har været til, men det er over 200.
Læ, skygge, fred og ro
De havde sammen med deres venner Conny og Henrik Bennedsen fra Ribe slået et lille grønt telt op, så der var læ, skygge og fred og ro til hundene, der tålmodigt ventede i deres bure på at vise sig frem.
Conny og Henrik havde deres dværgschnauzere Ditmar og Kejser med.
Med i bagagen var også en lille smule nerver - i hvert fald hos Henrik.
Ditmar og Kejser virkede helt rolige, selv om Ditmar med Connys ord er en “morsyg” hund og derfor havde brug for hende på sidelinjen, mens han prøvede at overbevise den norske dommer om, at førstpladsen tilhørte ham.
Det lykkedes i første omgang - han blev “bedste han”.
Desværre måtte han se sig slået af en norsk tæve, da det kom til at finde den bedste hund i racen.
Kejser blev kåret til bedste hvalp i racen.
Stiller store krav
Alice og Petra fik også hevet et par sejre i land. Petra fik bedømmelsen “bedste hvalp i racen, mens Alice blev både “bedste tæve” og “bedste veteran i racen”.
Det stiller store krav til hunde at være på udstilling.
- Det er en lang køretur herop, der sker noget omkring dem hele tiden, og der er hunde overalt. Derfor tog vi her op i god tid, og lavede en lille miniferie ud af det. Heldigvis elsker hundene at være på udstilling, især Alice, der rigtigt godt kan lide at vise sig frem, fortæller Doris.
Det kræver en del planlægning, når en hund skal på udstilling. Det tager eksempelvis tre måneder at få trimmet en udstillingspels.
- Pelspleje er en kæmpestor del af en udstilling, siger Doris.
Planlægning i god tid
En anden, der har skullet planlægge i god tid er Vibeke Ellesøe, der er formand for Dansk Kennel Klub Kreds 7 i Nordjylland.
- Vi gik i gang for to år siden. Der har været meget at se til for at få udstillingen på plads, fortæller hun.
Blandt andet har folkene bag skulle skaffe dommerne fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland, Gibraltar og Irland.
Vibeke Ellesøe synes, at udstillingen er gået over al forventning.
- Vejrguderne har været med os, der kom kun en lille smule regn lørdag, siger hun.
Hun er glad for at arrangementet er gået så godt, og glad for alle de hjælpere, der har givet et nap med for at få det hele til at klappe.
Godt og grundigt træt
Men hun er ikke bare glad.
Hun er også godt og grundigt træt.
I løbet af to timer før udstillingen åbnede søndag, viste skridttælleren, at hun havde gået 12.000 skridt.
Lettet over at arrangementet er vel overstået er hun dog ikke endnu, siger hun.
Det sker først onsdag, når hun har kørt den sidste af de internationale dommere i lufthavnen.
Udstillingen var formentlig en engangsforestilling.
Hvis den gentages, bliver det under alle omstændigheder først om fire år.
Det afhænger af Dansk Kennel Klub, der bestemmer, hvor hundeudstillinger i Danmark foregår.