Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hudlægens råd: Sådan beskytter du børnene mod sommersolen

23. juli 2026 kl. 11.02

NORDJYLLAND: Solen står fortsat højt over Nordjylland, og det betyder, at mange tilbringer en stor del af dagen udendørs.

De lyse og varme dage betyder samtidig, at man som forælder skal være ekstra opmærksom på at beskytte sine børn mod solens stråler.

Også på mindre solrige dage kan UV-indekset komme op på tre eller derover. Her anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man beskytter sig mod solen.

Børns hud er tyndere og mere følsom end voksnes, og for meget sol kan både give forbrændinger her og nu og øge risikoen for hud- og modermærkekræft senere i livet. Det fortæller Ann-Kathrine Rossau, overlæge på Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aalborg Universitetshospital.

Vælg mindst faktor 30

Valget af solfaktor har været diskuteret gennem flere år, men Ann-Kathrine Rossau anbefaler mindst faktor 30 til børn.

- Vi bor i et land, hvor mange har lys hud og derfor er i større risiko for at blive forbrændt, fortæller hun.

Solcremen skal påføres i rigelige mængder på de dele af kroppen, der ikke er dækket af tøj. Kræftens Bekæmpelses huskeregel er én børnehåndfuld solcreme til én barnekrop.

Ved længere tids ophold udendørs anbefaler Ann-Kathrine Rossau, at børnene som udgangspunkt smøres igen cirka hver anden time. De bør også smøres på ny efter badning, meget sved eller aftørring med et håndklæde.

Find en creme, barnet kan tåle

Solcremer kan indeholde forskellige typer UV-filtre. Nogle er transparente og nemme at smøre ud, mens andre kan efterlade en hvidlig film på huden.

Ifølge Ann-Kathrine Rossau trænger de kemiske filtre ind i huden og absorberer solens stråler. De er ofte mere sved- og vandfaste, men nogle kan få en allergisk reaktion af dem.

De fysiske filtre lægger sig derimod som en beskyttende barriere på huden og er ofte bedre til personer med følsom hud eller mange allergier.

Skygge er ikke altid nok

Selvom børnene opholder sig under et træ eller en parasol, kan solens stråler stadig nå huden.

- Kan du se solen, kan solen også se dig, forklarer Ann-Kathrine Rossau.

UV-strålingen kan desuden blive reflekteret fra blandt andet vand, sand og lyse overflader. Børn er derfor mindre udsatte i skyggen, men huden bør fortsat beskyttes med tøj og solcreme.

Solcreme er ikke et fripas

Selvom børnene er smurt grundigt ind, betyder det ifølge Ann-Kathrine Rossau ikke, at de uden bekymring kan opholde sig i solen hele dagen.

- Alle er forskellige og har forskellig tolerance for solen. Børn med lys hud vil man skulle være mere over end børn med mørk hud. Men børn med mørk hud vil kunne blive forbrændt, fortæller hun.

Vandleg, sved og leg på græsset kan desuden vaske eller slide solcremen af. Derfor kan der være behov for at smøre børnene hyppigere end hver anden time.

Forældrene skal heller ikke kun være opmærksomme på solskoldninger. Børnene skal også have rigeligt at drikke og mulighed for at holde pauser fra solen og varmen, understreger overlægen.

Hun anbefaler, at man så vidt muligt holder sig ude af solen, når UV-indekset er højest. Det aktuelle UV-indeks kan blandt andet følges i appen UV-INDEKS.

Hold de mindste ude af direkte sol

De helt små børn bør ifølge Ann-Kathrine Rossau ikke opholde sig i direkte sollys i længere tid ad gangen.

Deres hud er tynd, og pigmentproduktionen er endnu ikke så stor. Derfor bliver de hurtigere forbrændt.

- Den hud, man kan dække med solbeskyttende tøj, bør beskyttes på denne måde og ikke med solcreme. Det kan være med solhat og badetøj med lange ærmer og ben, fortæller hun.

For børn, der endnu ikke selv bevæger sig rundt, kan solcremen ifølge overlægen undlades, hvis man er helt sikker på, at barnet opholder sig i skyggen.

Skaderne kan vise sig senere

Solskader fra barndommen viser sig ikke nødvendigvis med det samme.

Ifølge Ann-Kathrine Rossau kan modermærkekræft i sjældne tilfælde opstå allerede i teenageårene, mens hudkræft og andre tegn på solskadet hud oftere viser sig i voksenlivet.

- Al forskning viser, at det er antal forbrændinger i barndommen og ungdommen, der udgør den største risiko for udvikling af modermærkekræft senere i livet, fortæller hun.

Derfor er overlægens vigtigste råd, at børnene beskyttes med skygge, tøj, solhat og rigelige mængder solcreme med mindst faktor 30.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste