Lokal virksomhed vil være med til at bygge arktiske krigsskibe
FREDERIKSHAVN: Den lokale virksomhed ME Production i Frederikshavn byder ind på leverancer til Danmarks kommende arktiske patruljeskibe. Opgaven kan få stor betydning for både beskæftigelse og erhvervsudvikling i området.
Det fortæller ME Production i en pressemeddelelse.
De kommende patruljeskibe skal styrke Danmarks tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten. Ifølge ME Production handler projektet samtidig om at bringe lokale kompetencer i spil i en større national satsning.
Virksomheden har mere end 50 års produktionserfaring i Frederikshavn og er i dag Danmarks eneste producent af større reduktionsgear til fremdrivningssystemer. Produktionen foregår lokalt, og en eventuel ordre vil derfor kunne mærkes direkte i lokalområdet.
- Hvis vi får mulighed for at levere til de arktiske patruljeskibe, vil det have betydning for beskæftigelsen her i Frederikshavn. Det er specialiserede kompetencer, som vi har opbygget gennem mange år, og som vi gerne vil udvikle videre lokalt, siger Kim Pedersen, CCO hos ME Production.
Lokale kompetencer i spil
Ifølge ME Production har virksomheden gennem årtier opbygget en specialiseret produktion i Frederikshavn og beskæftiger medarbejdere inden for blandt andet produktion, teknik og udvikling. Virksomheden er en del af TORM-koncernen, men har fortsat både produktion og kompetencebase forankret lokalt.
Ifølge virksomheden er det vigtigt, at danske og lokale virksomheder bliver tænkt ind i større forsvarsprojekter.
- Når kompetencerne findes lokalt, giver det god mening at bringe dem i spil. Det bidrager både til forsyningssikkerhed og til at fastholde og udvikle arbejdspladser i området, siger Kim Pedersen.
Stærk historik fra Frederikshavn
Ifølge ME Production har de leveret omkring 1.500 reduktionsgear globalt, og mange af dem er fortsat i drift efter mere end 30 år. Løsningerne anvendes blandt andet på fregatter, patruljefartøjer, redningsfartøjer og isbrydere.
Virksomheden har samtidig fået nye internationale ordrer i 2026, hvilket understøtter aktivitetsniveauet i Frederikshavn. Med udsigt til både danske og internationale projekter ser ME Production gode muligheder for fortsat vækst med udgangspunkt i Frederikshavn.