Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokal handelsskole og gymnasium pønser på fusion

23. september 2026 kl. 07.02

FREDERIKSHAVN: "Én samlet uddannelsesinstitution med et bredt udbud af ungdomsuddannelser, et stærkt ungemiljø og en robust, faglig profil for unge i fremtidens Frederikshavn". 

Sådan lyder budskabet i en fælles pressemeddelelse fra Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Handelsskole, hvori man beskriver, at man indleder en proces mod fusion.

-Vi er overbeviste om, at det vil kunne skabe et stærkere og mere varieret fagligt og socialt miljø for de unge. Den forestående uddannelsesreform kræver, at vi tænker visionært og med dette skridt forener vi ønsket om at bevare de enkelte uddannelsers faglige profiler og samtidigt styrke integrationen på tværs af uddannelserne, siger Thomas Svane Christensen, der er rektor på Frederikshavn Gymnasium.

Brian Andersson, der er direktør på Frederikshavn Handelsskole, supplerer: 

-Ved at samle os i en byskole kan vi fastholde en bred vifte af ungdomsuddannelser lokalt. Det giver flere unge mulighed for at tage en ungdomsuddannelse uden at skulle søge mod andre byer. Samtidig kan en fælles organisering styrke faglige miljøer, aktiviteter og faciliteter og gøre det lettere at udvikle nye tilbud, der matcher både de unges interesser og det lokale erhvervslivs behov. 

Ifølge parterne skal fusionsplanerne ses i lyset af, at ungdomsuddannelserne står foran store forandringer, lyder det. 

Blandt andet er det fra 2030 planen at indføre EPX-uddannelsen, der er en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelsen - ligesom det også er planen blandt andet at afskaffe 10. klasse, den toårige HF og EUX. 

Alt sammen skal det erstattes af den nye EPX-retning. 

Målet for gymnasiet og handelsskolen er i skrivende stund, at fusionen er gennemført senest ved skoleårets start i 2030.

Om gymnasiet og handelsskolen

  • Frederikshavn Gymnasium
  • Frederikshavn Gymnasium udbyder STX og HF samt en særlig maritim studentereksamen. Der går cirka 700 elever på skolen.
  • STX er en treårig gymnasial uddannelse med en bred almen profil. HF er en toårig gymnasial uddannelse med mulighed for forskellige fagpakker. Gymnasiet tilbyder også en særligt tilrettelagt uddannelse kaldet HF Struktur i et treårigt forløb.
  • Frederikshavn Handelsskole
  • Frederikshavn Handelsskole udbyder HHX, EUX Business og EUD Business. Der går cirka 450 elever på skolen.
  • HHX er en treårig merkantil gymnasial uddannelse med fokus på blandt andet økonomi, kommunikation og sprog, globalisering og iværksætteri. EUX Business kombinerer en erhvervsfaglig uddannelse rettet mod kontor, handel og detail med en gymnasial uddannelse. EUD Business er en erhvervsuddannelse med fokus på handel og detail.
Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste