Hvor festivalen skal være? Det ved Mia ikke endnu - men billetterne kommer snart til salg
SÆBY: 100 billetter sættes til salg til en superskarp pris fredag 2. oktober mellem klokken 16.00 og 18.00, og de kan kun købes ved fysisk fremmøde i slagteriets paplager.
- Vi sælger de første billetter til vores trofaste kernesupportere, dem, som støtter op uanset hvad. Det er også hele præmissen med pre-sale, for på nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvor vi skal afholde Sæby Festival næste år, og kunstnerne er endnu ikke booket. Så det er faktisk samme model som sidste år, siger booker Mia Ahrenholt Brandin.
I år var hypen omkring Sæby Festival stor, og den generelle tilbagemelding har været meget positiv fra både gæster og sponsorer. Derfor er der også spænding at spore hos gruppen bag festivalen.
- Vi lever højt på den megafede stemning, der var på pladsen. Alle var simpelthen så positive, de havde pakket deres allerbedste humør og højeste energiniveau og delte det gladeligt ud, og det skabte en fællesskabsfølelse af kaliber. Dét vil vi gerne genskabe, siger Mia Ahrenholt Brandin.
Det er kun muligt at få fat i de superbillige pre-sale-billetter denne ene dag, hvor salget udelukkende foregår fysisk. Senere vil billetterne blive solgt via digital platform.
- Vi gør os umage med at sammensætte et program, som både overrasker og vækker genklang. Det må gerne pirre lidt ved det vante, og vores udgangspunkt er at give mere end det, man kom for. For hvis vi kan få vores gæsters øjne op for en ny genre eller en kunstner, som de ikke havde forventninger til på forhånd, så lykkes vi med det, vi gerne vil, smiler Mia Ahrenholt Brandin.
Sæby Festival kører samme salgsstrategi som i år, hvor billetsalget lukker et par uger inden festivalens afholdelse 21. august 2027. Metoden opfattes af nogle som uklog, men for Sæby Festival er beslutningen både fornuftig, gennemtænkt og velkalkuleret. Her spiller økonomiske forhold ind, men det handler i lige så høj grad om at sikre en god oplevelse for både publikum, kunstnere og de frivillige, som løfter hele serviceopgaven ude på pladsen.
Sæby Festival sørger for den helt rette fredagsbarstemning til pre-sale med musik og kolde drikkevarer at skåle weekenden i gang med.