Snart kan du finde gratis bind og tamponer i flere nordjyske håndboldhaller
NORDJYLLAND: Et samarbejde mellem DanskHåndbold og Lidl afføder nu en et større tiltag i adskillige håndboldhaller i Danmark - herunder også i Nordjylland.
Helt konkret bliver 40 dispensere - også kendt som RedLocker - med gratis menstruationsprodukter - bind og tamponer - sat op i håndboldhallerne, fremgår det af en fælles pressemeddelelse.
- Menstruation er desværre stadig et tabu - og det har konsekvenser. Derfor betyder det meget, at Lidl vil være med til at skabe forandring og sikre piger og kvinder adgang til menstruationsprodukter i hallerne, siger Ann Lykke Davidsen, der er kommunikationschef i DanskHåndbold.
Lene Lodberg, Marketing Director i Lidl Danmark, tilføjer:
- Ved at sikre gratis adgang til menstruationsprodukter i de danske idrætshaller, ønsker vi at fjerne et tabu og handle fair, så alle piger og kvinder har de samme forudsætninger for at dyrke den sport, de elsker.
Der bliver desuden arbejdet på en mere vedvarende løsning, oplyser DanskHåndbold, så flere foreninger i fremtiden også kan bestille en RedLocker-dispenser og tilbyde menstruationsprodukter rundt omkring i de danske haller.