Seneste nyt
Billede beskrivelse

Millioner til nyt projekt: Unge skal lære håndværket på byens sidste træskibsværft

21. september 2026 kl. 12.01

FREDERIKSHAVN: Et stærkt partnerskab mellem Frederikshavn Gymnasium, Frederikshavn Ungdomsskole, MARTEC og Nordjyllands Kystmuseum vil bringe unge tættere på Frederikshavns maritime kulturarv, håndværk og uddannelsesmuligheder. 

Ambitionen er at skabe et levende maritimt ungemiljø i de historiske rammer på Frederikshavns sidste træskibsværft, Beddingen.

Det skriver Nordjyllands Kystmuseum i en pressemeddelelse.

Byerne og de historiske kulturmiljøer i Frederikshavn Kommune har et DNA, der er forankret i kysten og havet. 

Gennem generationer har søfart, skibsbygning og maritime erhverv været et vigtigt fundament for områdets udvikling og identitet.

Med den maritime kulturarv som kompas er fire lokale uddannelses- og kulturaktører gået sammen om et nyt projekt for unge. 

Formålet er at levendegøre den lokale maritime kulturhistorie ved at lade unge opleve, arbejde og lære i de historiske rammer på Frederikshavn Bedding.

Kulturarven skal opleves i praksis

Kernen i projektet er praksisnær læring. 

De unge skal introduceres til den maritime kulturhistorie både i teori og praksis. Med sparring fra faguddannede mentorer lærer de at arbejde med træ, værktøj og både.

På den måde får de unge kendskab til traditionelle maritime håndværk og møder mennesker med faglig erfaring. Samtidig oplever de, hvordan fortiden hænger sammen med nutidens og fremtidens maritime Frederikshavn.

Frederikshavn Bedding bliver ikke alene projektets fysiske ramme. På Beddingen findes mennesker med livslang viden om både, søfart og traditionelle maritime håndværk. 

Projektet skal derfor også skabe møder mellem generationer, så erfaringer, fortællinger og håndværksmæssige færdigheder kan gives videre til de unge.

Dermed bliver kulturarven ikke kun noget, de unge hører om, men noget, de selv bliver en del af.

Projektgruppen har også en ambition om, at de unge gennem forløbet skal opleve mestring, ansvar, sammenhængskraft og stolthed. 

Det maritime som kultur og erhverv bliver dermed en ramme for trivsel, dannelse, fællesskab og læring.

Billede beskrivelse

Et fælles projekt med forskellige styrker

De fire projektaktører bidrager med hver deres faglighed og kontakt til de unge.

Frederikshavn Ungdomsskole bidrager med pædagogisk erfaring, fritidsfællesskaber og brobygning til kommunens udskoling. 

Frederikshavn Gymnasium kobler kulturhistorien og det praksisnære arbejde til undervisningen og den maritime linje. 

MARTEC bidrager med maritim faglighed, studerende og forbindelsen til maritime uddannelser og erhverv. 

Nordjyllands Kystmuseum bidrager med formidling og viden om den lokale maritime kulturhistorie, så de unge får en forståelse for deres egen historie.

Fælles for parterne er ønsket om at skabe et inspirerende og inkluderende læringsmiljø, hvor unge fra hele Frederikshavn Kommune kan møde det maritime i løbet af deres ungdom – i skolen, i fritiden eller på en ungdomsuddannelse. 

Herigennem kan de unge måske blive inspireret til en maritim videreuddannelse og et arbejde i den blå sektor.

Projektet handler samtidig om noget grundlæggende: at give de unge en forståelse for det sted, de kommer fra.

Frederikshavns maritime historie er en del af kommunens DNA og er med til at binde generationer sammen. 

Når de unge lærer, hvorfor byen ser ud, som den gør, hvorfor havnen og værfterne ligger her, og hvordan tidligere generationer har levet af og med havet, kan historien være med til at skabe identitet og stolthed.

- Jeg er rigtig glad for, at så stærke lokale aktører står sammen om at skabe nye muligheder og fællesskaber for vores unge. Maritimt Ungemiljø bygger på noget af det, der kendetegner vores område – vores maritime historie, vores stærke uddannelsesmiljøer og evnen til at løfte i fællesskab. Det er et rigtig godt initiativ, som kan være med til at styrke både tilhørsforhold og stolthed blandt vores unge, siger Jon Andersen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Første prøvehandling er i gang

Projektets grundidé bliver allerede afprøvet i praksis. 

I sensommeren 2026 fik de fire projektpartnere tildelt puljemidler fra Frederikshavn Kommune til en prøvehandling, der fungerer som et testforløb.

Forløbet Tømmerflådechallenge finder sted på Frederikshavn Bedding og er udbudt i regi af Frederikshavn Ungdomsskole. Over otte mødegange bygger de unge tømmerflåder, arbejder praktisk, spiser sammen og deltager i aktiviteter på og ved vandet med fokus på den maritime kulturhistorie. 

Forløbet afsluttes med en kapsejlads.

Erfaringerne fra prøvehandlingen – herunder de unges egne oplevelser og input – skal bruges aktivt i den videre udvikling af Maritimt Ungemiljø.

Stor opbakning til Maritimt Ungemiljø

Projektgruppen bag Maritimt Ungemiljø har mødt stor opbakning til udviklingsprojektet både lokalt og i forbindelse med fondsansøgninger.

Projektet har opnået økonomisk støtte fra følgende fonde:

  • A/S D/S Orient’s Fond: 1.000.000 kr.
  • Lauritzen Fonden: 1.500.000 kr.
  • Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond: 100.000 kr.

De fire projektpartnere retter en stor tak til fondene for deres tillid og opbakning til ambitionen om at forbinde unge, uddannelse, fællesskab og maritim kulturarv.

Samtidig takker projektpartnerne Frederikshavn Kommune for støtten til prøvehandlingsforløbet, som har gjort det muligt at afprøve samarbejdet og projektets grundtanker i praksis.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste