Seneste nyt
Billede beskrivelse

IF Skjold Sæby opnår særlig status

03. marts 2025 kl. 19.00

SÆBY: Indsatsen for pigefodbolden i IF Skjold Sæby får endnu et løft. Et nyt formelt samarbejde med Fortuna Hjørring skaber nye muligheder for både trænere og spillere i klubben.

Det fortæller IF Skjold Sæby. 

Et styrket pigefodboldmiljø

Et officielt Fortuna+ diplom blev i denne uge overrakt til IF Skjold Sæby, hvilket markerer et tættere samarbejde med en af Danmarks førende pigefodboldklubber. Ved en træningssession for U10-11-12-holdene var stemningen høj, da Henrik Bjerregaard, ansvarlig for klubsamarbejde og rekruttering i Fortuna Hjørring, overrakte diplomet til formand Flemming Thingbak samt børneudviklingstrænerne Jeppe Ringberg og Søren Engen.

Billede beskrivelse

Jeppe Ringberg ser store perspektiver i det nye samarbejde:

– Vi er utroligt stolte over at blive en del af Fortuna+. Det åbner en række muligheder, ikke mindst for de piger i lokalområdet, der har lyst og evner til at tage deres fodbold til et højere niveau.

Nye initiativer og ‘den tredje træning’

Samarbejdet indebærer en række tiltag, der skal styrke pigefodbolden i området. Blandt de nye initiativer er den såkaldte ‘tredje træning’, som starter i maj. Her vil trænere fra Fortuna Hjørring deltage aktivt for at udvikle både spillere og trænere.

Derudover får de mest motiverede spillere mulighed for at deltage i Fortuna+ træninger i Hjørring, hvor de kan træne i et elitepræget miljø.

– Plusdelen betyder, at vi investerer tid og ressourcer i hinanden. Det løfter kvaliteten af vores træninger og skaber en tættere relation til Fortuna, hvilket giver pigerne mulighed for at udvikle sig i et stærkt fodboldmiljø, forklarer Søren Engen.

Billede beskrivelse

Fordele for både spillere og trænere

Hidtil har samarbejdet mellem de to klubber haft status som et generelt partnerskab, men med Fortuna+ opnår IF Skjold Sæby en række ekstra fordele. Trænerne får blandt andet mulighed for at deltage i træningssessioner hos Fortuna Hjørring og hente inspiration fra trænere på højeste niveau.

For spillerne betyder det, at ‘den tredje træning’ bliver tilgængelig for de piger, der ønsker at dedikere ekstra tid til deres fodboldudvikling.

Formand Flemming Thingbak ser frem til de nye perspektiver:

– Vores nye plusstatus styrker hele klubben og nærområdet. Det hæver kvaliteten, oplevelsen og ikke mindst ligestillingen i pigefodbolden. Pigerne får endnu bedre muligheder for at udvikle deres talent og passion for sporten.

Som en ekstra bonus får pigespillerne også muligheden for at træne på Nord Energi Arena i Hjørring, inden de løber på banen sammen med Fortuna Hjørrings kvindeligahold.

Med det nye samarbejde sætter IF Skjold Sæby endnu en milepæl for pigefodbolden i klubben – og åbner døren til endnu større muligheder for de kommende talenter.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste