En milepæl er nået: Løb 4 Sagen har indsamlet 500.000 kr. til velgørenhed
SÆBY: Løb 4 Sagen, som efterhånden er cementeret i folks bevidsthed, er en velgørende forening, som arrangerer løb i forskellig størrelsesorden, for at samle mennesker og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
Lørdag den 1. marts var det dog en anden organisation, nemlig Scleroseforeningen, som løbet og opmærksomheden var centreret omkring.
Løb 4 Sagen faciliterede et løb, i samarbejde med Cykelnerven, hvor hele overskuddet på 24.118 kr. sendes videre til forskningen i at hjælpe scleroseramte. Cykelnerven er Scleroseforeningens velgørenheds cykelevent, hvor Cykelnervens ryttere hvert år i juni cykler de afgørende Tour-bjerge ganske få uger før selve tour feltet, for at samle penge ind til forskningen i sclerose.
For at blive Cykelnerverytter skal man indsamle et vist beløb til Scleroseforeningen, og med donationen fra løbet er Sæbys Cykelnerveryttere, Lars Høst og Rune Dam Dyhr sikret, at de til sommer kan bestige Pyrenæerne i pedalsko og forcere de samme Tour de France-stigninger, som de professionelle, for med donationen fra løbet, har de indsamlet 70-75.000 kr. til Scleroseforeningen.
På fem dage skal Cykelnerverytterne cykle mellem 300-400 km, og bestige over 13000 højdemeter, så der er noget at se frem til og træne op til, men i dagens anledning var cykelskoene så udskiftet med løbesko.
- Løb 4 Sagen skaber nogle fantastisk hyggelige rammer omkring deres løb, og praktikken er til UG. I dag var formålet et andet, end Løb 4 Sagens øvrige løb, men engagementet var det samme. Løb 4 Sagen går all in på at samle penge ind til at hjælpe syge, og man kan kun have den allerstørste respekt for deres gøren og laden. Well done - og TAK, udtaler Rune Dam Dyhr.
Løb 4 Sagen anerkendt og afholdt
Lørdagen bød på det smukkeste forårssolskin, hvor 140 deltagere på henholdsvis løb og gang forventningsfuldt spjættede på stedet, inden de blev sluppet ud på den 5,3 km lange rute. Måske var det vejret, måske var det den gode stemning, og de mange fremmødte, som gjorde, at flere af deltagerne slog deres personlige rekord og barberede flere minutter af deres hidtil bedste halvmarathontid.
En ting er sikkert, på ruten var der lutter lykke, og i Sparekassen Danmarks lokaler, hvor løbet havde base, summede der af liv og begejstrede mennesker, som mæskede sig i kagemand, fastelavnsboller og læskende drikke, efter at have tilbagelagt ruten 1, 2, 3 eller 4 gange.
At dette var et velgørenhedsløb, blev yderligere understreget ved at overskydende fastelavnsboller og kagemand, blev leveret til beboerne på Plejehjemmet Rosengaarden.
Dan Højgaard Kristensen, formand for Løb 4 Sagen udtaler stolt:
- Vi sætter rammerne, men vi gør det jo sammen. Man stopper lige op og tænker wow. Beløbets størrelse betyder noget, men mest af alt er det jo det sammenhold, vi fornemmer, vi har fået skabt, at vi kan se de samme deltagere vender tilbage gang på gang, at de støtter op og bærer Løb 4 Sagens logotøj til masser af løb – og også til de store løb, det gør os stolte.
Løb 4 Sagen har eksisteret i 4 år, deres arbejde går ikke ubemærket hen, og derfor er det også tydeligt, at flere har fået øjnene op for Løb 4 Sagens seriøse foretagende, da der vedblivende kommer nye sponsorer til.
Til lørdagens løb, MS Run & Walk, var der flotte sponsorgaver fra Wood Zone, Louis Nielsen Frederikshavn, Super Brugsen, Sparekassen Danmark og Frederikshavn White Hawks, hvor deltagerne kunne vinde præmier ved lodtrækning.