Seneste nyt
Billede beskrivelse

De Blå Næser får 25.000 kroner til nye saunabænke

22. maj 2026 kl. 14.01

SÆBY: De Blå Næser kan se frem mod den kommende sæson med forbedrede faciliteter i saunaen på Sæby Havn. 

Sparekassen Sæbys Fond har nemlig valgt at støtte vinterbadeklubben med en donation på 25.000 kroner til nye bænke i saunaen.

Klubben oplever stor medlemsfremgang og tæller nu omkring 250 medlemmer.

Den stigende aktivitet betyder, at saunaen bliver flittigt brugt, hvilket slider på faciliteterne. 

Saunaen blev oprindeligt bygget i 2018 af elever fra Produktionsskolen i Elling, og efter sidste sæson tog nogle af klubbens egne medlemmer arbejdshandskerne på og udskiftede de nederste bænke. 

Derudover blev saunaen malet af elever fra Tranås Skolen, som også stod for slibning af bænkene.

Men de badeglade blå næsers brug af saunaen kalder på en udførlig udskiftning og derfor søgte klubben støtte igennem Sparekassen Sæbys Fond og fik tilsagn.

Billede beskrivelse

Sæsonstart til oktober

Det bliver Hugo Petersen & Søn samt Bygma, som står for projektet med bidrag fra De Blå Næser, så saunaen står klar, når sæsonen begynder 1. oktober.

- Vi håber nu, at både bænke og sauna kan holde, indtil vi får nye rammer i Vandsportens Hus, som efter planen skal stå færdigt i 2028, hvis tidsplanen holder, fortæller formand Margit Oien.

Mange af klubbens vinterbadere har hilst foråret velkommen og har siden sæsonafslutning badet fra badebroen ved Sæby Søbad, som medlemmer fra De Blå Næser har genetableret til sommerens brug. 

Til efteråret og inden vinterbadesæsonen begynder, er det igen medlemmerne, som tager broen op, så den ikke lider skade af efterårets og vinterens vejr.

Overrækkelsen fandt sted i saunaen på dens sommerlokation.

Her var det formand Margit Oien og Kenneth Thorstensen, døbt ”Håndværkeren”, som modtog checken fra Lasse Stidsborg fra Sparekassens Sæbys Fond.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste