Politi: 50-årig overfaldet med økse
Formodet gerningsmand sigtes for to røverier - skal i grundlovsforhør fredag
SKAGEN/FREDERIKSHAVN: En 33-årig mand blev torsdag formiddag anholdt og sigtet for røveriet onsdag aften mod Spar på Skagavej i Skagen.
Men manden er også sigtet for et groft røveri mod en 50-årig mand i hans lejlighed i Frederikshavn, der skete natten til torsdag. Her var den 33-årige sammen med en medgerningsmand, som politiet nu leder efter.
Det fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Røveriet mod Spar i Skagen blev anmeldt klokken 19.38 onsdag aften. Her er den 33-årige sigtet for at have truet sig til penge med en kniv i hånden.
Ved hvem medgerningsmand er
I løbet af natten til torsdag blev den 50-årig så røvet i sin lejlighed. Ifølge politiets sigtelse, sparkede den 33-årige og medgerningsmanden døren ind til lejligheden og overfaldt den 50-årige med slag og spark - herunder også slag med en økse, fortæller Peter Skovbak.
De to røvere tog effekter fra lejligheden, inden de stak af. Peter Skovbak ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad det præcis er for nogle effekter, de to røvere stjal fra den 50-åriges lejlighed.
Han oplyser dog, at mændene kendte den 50-årige i forvejen.
Mens den 33-årige bliver fremstillet i et grundlovsforhør fredag formiddag, så er den anden gerningsmand altså stadig på fri fod.
Politiet har dog en kraftig formodning om, hvem det er. Der er tale om en 39-årig mand fra Skagen, fortæller Peter Skovbak.