Seneste nyt
Billede beskrivelse

MobilePay skifter navn og logo

06. oktober 2026 kl. 13.51

NORDJYLLAND: Til januar skifter MobilePay navn til Vipps.

Det skriver virksomheden bag i en pressemeddelelse.

Allerede fra i dag kan brugere opleve, at appikonet skiftes ud med en form for smiley, mens den egentlige navneændring først træder i kraft 12. januar 2027.

Formålet er ifølge Jeanette Hertzum, der er landechef hos Vipps MobilePay i Danmark, at samle brugere i Danmark, Grønland, Norge, Sverige og Finland "under samme navn og logo".

Baggrunden

I 2022 gik dansk/finske MobilePay sammen med norske Vipps, så det blev muligt at overføre penge nemt og hurtigt på tværs af alle landene i Norden.

Selve appen er altså den samme, men navnet er forskelligt, alt efter, hvor du befinder dig.

I Danmark, Finland og Grønland hedder appen Mobilepay, mens den i Norge og Sverige kaldes Vipps.

At sidstnævnte nu har vundet navnekonkurrencen to mod tre skyldes, ifølge virksomheden, at navnet Vipps ikke låser appen til én funktion på samme måde, som MobilePay gør. 

Til gengæld får både Danmark og Finland lov at beholde den blå farve, mens de øvrige landes vil være orange.

"Vipps spiller på det norsk-danske udtryk “vips”, som betyder, at noget sker hurtigt," skriver de.

Appen er den samme

Det nye navn træder i kraft 12. januar 2027 i Danmark, og den længere overgang er tiltænkt at give brugerne tid til at vænne sig til ændringerne.

- Vi ved, at det nye navn vil kræve lidt tilvænning. Men vi tror på, at vi i Norden har et fællesskab, som er stærkt, siger Jeanette Hertzum.

Foruden nyt logo og navn vil appen fungere præcis som hidtil.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste