Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jysk udbetaler tocifret millionbeløb til ansatte: - Det er fuldt fortjent

08. oktober 2026 kl. 07.05

NORDJYLLAND: En global omsætning på over 52 mia. kr. - og 168 nye butikker på verdensplan. 

Jysk-koncernen har på ny været i positiv vækst det seneste år - og det smitter også af på de ansatte i kædens danske butikker.

Således udbetaler man i år 27,8 mio. kr. til medarbejdere i Jysks 117 danske butikker samt på distributionscenteret i Uldum - 20,3 mio. kr. af dem er øremærket de butiksansatte.

Det skriver Jysk i en pressemeddelelse. 

- Vi har igen haft et rigtig godt år i Jysk Danmark. Det skyldes ikke mindst vores fantastisk dygtige medarbejdere i vores butikker, som hver dag giver kunderne gode tilbud og en god service, så de har lyst til at komme igen. 

- Derfor er jeg også meget stolt af, at vi igen kan udbetale en bonus til medarbejderne. Det er fuldt fortjent, siger Bo Viktor Andersen, der er dansk landechef for Jysk. 

Bonusordningen blev introduceret i 1979 og er baseret på fremgangen i salget i den pågældende butik sammenlignet med året før. 

Samtlige af Jysks 117 butikker har leveret overskud det seneste år, så alle medarbejdere kan se frem til en klækkelig bonus på en kommende lønseddel.

I gennemsnit får hver medarbejder 18.206 kr., mens den største enkeltstående bonusudbetaling er på 40.000 kr. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste