Yngre tandlæge klar til at gabe over mere: Flytter, hyrer og åbner for tilgang
Åbning på ny adresse er lige om hjørnet - og tandlæge kan også præsentere navne på to nyansatte tandlæger
Som et velholdt tandsæt, der står skarpt, når munden åbnes, så tager Markedsgade 4 i Brønderslev sig også pænt ud, når man åbner døren.
Det store hus - der tidligere har huset en sparekasse - har stået tomt og forladt de senere år, men nu har bygningens indre fået lidt af en "rodbehandling" i form af en totalrenovering.
Seks behandlerrum
Det er tandlæge Thomas Kristensen, der har haft tegnebogen fremme for at købe bygningen, som nu skal være hjemsted for Byens Tandlæger.
I 2022 indgik han kompagniskab med Ove Møller Kristiansen i Algade i Brønderslev - og fra årsskiftet blev der foretaget et generationsskifte, så Thomas Kristensen nu ejer klinikken.
- Pladsen og adgangen til klinikken er desværre ikke længere tilfredsstillende i Algade, forklarer Thomas Kristensen om årsagen til, at klinikken flytter.
Den nye klinik er indrettet med seks behandlerrum og masser af plads til både patienter og personale. Herudover er der tilknyttet egen parkeringsplads, så det er let at komme til.
Nyansat med tilgang
Da der skal flyttes en del, er klinikken lukket fra 27. til og med 30. november, og de første patienter kan lægge sig tilrette i de nye omgivelser og slå munden op fredag 1. december.
Men noget er ved det gamle: Patienterne vil fortsat blive taget imod af samme receptionist, ligesom Ove Møller Kristiansen fortsat vil behandle sine trofaste patienter, som han plejer.
Der bliver dog plads til nye kolleger: Klinikken har ansat tandlæge Mette Vestergaard, som begynder allerede fra åbningen på Markedsvej. Hun har bred erfaring fra Forsvaret samt både privat og kommunal praksis.
- Nye patienter vil primært blive behandlet af Mette, som heldigvis stadig har åbent for tilgang, oplyser Thomas Kristensen.
I det nye år tiltræder også Helle Christensen.
- Helle har haft egen klinik i Løkken i mange år, men har ønsket at trappe arbejdslivet lidt ned og fokusere på at lave tandbehandlinger. Helle vil primært behandle egne medfølgende patienter, lyder det fra indehaveren af klinikken.
Bor ved Jerslev
Thomas Kristensen havde i mange år været på en større klinik i Hjørring, inden han for omkring tre år siden rykkede til klinikken i Algade i Brønderslev.
Tidligere har Thomas Kristensen, der bor ved Jerslev med sin kone - som er folkeskolelærer - og to børn, forklaret i Nordjyske:
- Det passer bedre med familielivet at arbejde i Brønderslev, siger 44-årige Thomas Kristensen, der bor ved Jerslev med sin kone - som er lærer på Hedegårdsskolen - og to børn.
Af boligsiden.dk fremgår det i øvrigt, at salgsprisen for boligen på Markedsvej var 1.700.000 kroner.