Billede beskrivelse

Vild biljagt: Patruljevogne jagtede mistænkt spritbilist

Politiet måtte gribe til særlig metode for at standse bil

24. juli 2023 kl. 16.37
Opdateret 25. juli 2023 kl. 05.36

Opdateret tirsdag kl. 5.30 med oplysninger om anholdte.

HJALLERUP: To yngre mænd blev mandag anholdt efter en længere biljagt, der strakte sig over et stort område i Vendsyssel og til sidst involverede fem-seks patruljevogne.

Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra  Nordjyllands Politi.

Biljagten blev indledt i Vrå kort før kl. 15.

- Her observerede en patruljevogn en grå Peugeot med to personer, som ikke ville standse, da der blev givet tegn til dem. I stedet satte de farten op og forsøgte at køre fra patruljevognen, forklarer vagtchefen.

Det skete, efter den grå Peugeot havde foretaget en overhaling over fuld optrukne linjer - og lige foran en patrulje.

- Så betjentene tænkte, at de lige skulle tale med dem. Men det ville de ikke, konstaterer vagtchefen.

Den efterfølgende biljagt foregik på landevejene mod Tårs, Østervrå, Klokkerholm, hvor politiet flere gange forgæves forsøgte at bringe den grå personbil til standsning.

Det lykkedes først kl. ca. 15.30 på Hellumvej nord for Hjallerup, da politiet smed en sømmåtte på vejen.

- Så punkterede den på to hjul og stoppede kort efter, forklarer Karsten Højrup Kristensen.

I bilen sad to yngre mænd - begge tyve år og fra Frederikshavn. Manden bag rattet er mistænkt for at køre i spirituspåvirket tilstand, hvilket en blodprøve skal enten be- eller afkræfte.

- Der har været mange og voldsomme hastighedsovertrædelser og farlige situationer undervejs. Heldigvis kom ingen til skade undervejs, fastslår vagtchefen.

Mandag aften var passageren af bilen løsladt, mens føreren fortsat sad på politigården i Aalborg, mens man vurderede, om der var grundlag for at fremstille føreren i grundlovsforhør.

Tirsdag morgen oplyser vagtchef René Kortegaard, Nordjyllands Politi, at den 20-årige fører af bilen er løsladt. Altså bliver der ingen fremstilling. 

Passageren i bilen kom i øvrigt ikke fra politigården med bilen. Dels fordi den er beslaglagt på grund af vanvidskørsel. Men også fordi det er hans bil, makkerparret kørte i.

Se også
Opgør ved ladestation: Betjent truet på livet
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste