Vil du give dine bibliotekarer buksevand?
BRØNDERSLEV: Igen i år inviterer Brønderslev Bibliotek alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen 2024.
Og hvis børnene i Brønderslev Kommune kan læse flere bøger end børnebibliotekarerne, så får de lov at give buksevand sidst på sommeren!
Det fortæller biblioteket.
Tusindvis af børn deltager hvert år i kampagnen, der altså med stor succes får børnene til at læse mere og dele de gode oplevelser med hinanden. De seneste år har Sommerbogen oplevet en kolossal opbakning fra biblioteker og børn – hele 89 kommuner var sidste år repræsenteret på Sommerbogskortet, hvilket førte til en rekorddeltagelse på mere end 12.000 børn.
Læs og løs udfordringer hen over sommeren
Præmisserne for konkurrencen er, at børnene skal læse minimum tre bøger, og inden start skal de hente et udfordringsark på det lokale bibliotek. På arket finder du 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrad – børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i konkurrencen om en af de tre nationale hovedpræmier. Arket afleveres i postkassen på et af de tre biblioteker.
Børnebibliotekarerne står selvfølgelig klar i bibliotekernes betjente åbningstid for at guide børnene til de fede, sjove, spændende og anderledes sommerbøger, de vil elske at læse.
Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om de tre nationale hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme en boghandel på fem minutter. Derudover trækkes der på de tre biblioteker i henholdsvis Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup også lod om en lokal bogpræmie.
Giv bibliotekarerne buksevand!
Lykkes det børnene i Brønderslev Kommune at læse flere bøger end folkebibliotekets fem børnebibliotekarer hen over sommeren, så inviteres alle de læsende børn til at give børnebibliotekarerne buksevand.
Sidste år endte kommunens seje børn selvfølgelig med at vinde udfordringen og måtte give børnebibliotekarerne buksevand efter sommerferien. Det blev en våd, men sjov dag for både børn og voksne. I år har børnebibliotekarerne fundet masser af sommerlæsning frem, og de er klar til at tage kampen op!
Vandkampene finder sted den 24. august kl. 10.00 i Rhododendronparken i Brønderslev og kl. 13.00 i Anlægget i Hjallerup.