Billede beskrivelse

Vendsyssel Årbog med nye og spændende historier om vores landsdel

09. december 2025 kl. 06.04

DRONNINGLUND: Siden 1915 har Historisk Samfund hvert år til jul udsendt ’Vendsyssel Årbog’. I år er ingen undtagelse, og den byder igen på en række fortællinger fra hele Vendsyssel.

Der er bl.a. en længere historie om stuehuset på Dorf Møllegård, der har jubilæum i år. Arkitekt Charles Jensens nu fredede bygning blev opført med inspiration fra ’Bedre Byggeskik’ og taget i brug i 1925.

Anne Provst, der er direktør for Museum for Forsyning og Bæredygtighed i Brønderslev folder hele historien om møllegården ud. Det gør hun så godt, at hun i år har modtaget Klitgaard-prisen, som blev indstiftet i 2015.

Der er også en historie om svenske stenhuggeres arbejde i Vendsyssel, og forfatteren Hans Gregersen fortæller om sine drengeår i Sæby, hvor han især mindes sommeren 1955, hvor filmselskabet ASA indspillede ’Far til fire på landet’ med Sæby som kulisse. Også besøget i 1950 af kong Frederik 9. og dronning Ingrid fortæller han om.

Billede beskrivelse

Årbogen har i hele sin levetid beskæftiget sig med mange emner, men for første gang i bogens historie sættes der fokus på skisport i Vendsyssel. Simon Jacobsen fortæller om Hjørring som en tidligere vintersportsby, hvor rigelige mængder af sne gjorde det muligt at afvikle både skihop og skiundervisning.

Årbogens bidragsydere har i alle årene i langt de fleste tilfælde været personer med et betragteligt antal år på bagen, men denne gang er der en forfatter med, der endnu ikke er fyldt 30.

Det er Johanne Frederiksen, der er museumsinspektør på Kystmuseet, og hun trevler i sin historie nogle komplicerede familierelationer op for Maren Sofie Jensdatter, der døde i 1878. Hun nåede at få børn uden for ægteskab og blive gift to gange, men formåede alligevel at holde sammen på sin kludetæppefamilie.

Vendsyssel Årbog slutter som sædvanlig med en række interessante rapporter fra arkiver og museer i Vendsyssel. Man kan også læse referat fra generalforsamlingen i Historisk Samfund samt om den kommende kulturhistoriske udflugt til Sjælland i 2026.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste