Billede beskrivelse

Varm omsorg på en varm sommerdag

11. juli 2025 kl. 11.03

BRØNDERSLEV: De mødtes torsdag formiddag i baglokalet i REMA 1000-butikken på Sdr. Omfartsvej. Købmand Dennis Andersen og Merete Knudsen fra Kirkens Korshærs Familietilbud i Brønderslev.

De havde sammen en opgave, der skulle løses. For de skulle i gang med at pakke 50 omsorgs-kurve, som nogle timer senere skulle uddeles til 50 familier, der lever med en presset økonomi. Selv om ordet kurve nu er lidt misvisende, for sommergodterne blev pakket i indkøbsnet fra butikken.

Men hvad er nu det for noget - omsorgs-kurve til familier med stram økonomi; det er da noget, der typisk finder sted op til jul?

Men historien er, at Merete Knudsen fra Kirkens Korshærs Familietilbud opdagede, at købmandsfonden KFI i år fylder 70 år, og i den forbindelse lavede KFI et opslag på deres hjemmeside, hvor de gjorde opmærksom på, at købmænd, der er organiseret under De Samvirkende Købmænd, kunne søge midler til at gøre noget for dem, der har ekstra brug for det. Hvis der sker i et samarbejde med en velgørende forening.

Billede beskrivelse

- Så tog jeg kontakt til Dennis Andersen og spurgte, om vi ikke skulle lave et projekt sammen, fortæller Merete Knudsen.

Og Dennis Andersen var med på ideen.

- Det er godt, når nogen tager sådan et initiativ, så er det meget lettere at komme i gang med et projekt som det her, siger Dennis Andersen.

Og så stod de to aktører altså parat i bagbutikken og skulle lave 50 omsorgs-kurve, som hver indeholdt varer for 300 kroner. Mange gode spiselige sager og også lidt legesager til børn - som lidt sæbeboblevand.

Hvem er det så, som kan få glæde af omsorgs-kurvene?

Billede beskrivelse

- Det er familier, som jeg kender gennem Kirkens Korshærs Familietilbud. Familier som kæmper med dårlig økonomi, på grund af dårligt helbred, manglende arbejde eller andet. Og så skal familien have børn under 18 år for at komme i betragtning til en omsorgs-kurv, fortæller Merete Knudsen.

- Det er bare skønt at kunne skabe glæde for nogen, som ikke har for meget. De mangler også her om sommeren; det er ikke kun op til jul, at de kan få glæde af en omsorgs-kurv; de kan også trænge her om sommeren, for de har jo ikke for meget, siger Merete Knudsen, mens engagementet lyser ud af hende. Samtidig er købmanden og en af hans medarbejdere ivrigt ved at finde ting og sager frem til den første omsorgs-kurv.

Da den første omsorgs-kurv er færdigpakket, tager jeg et billede af købmanden med "kurven" - som stadig er et net, hvis det skal være helt præcist..

Billede beskrivelse

Jeg får kun set den første omsorgs-kurv blive pakket, inden jeg skynder mig videre til næste opgave.

Halvanden time går der. Så bipper min telefon. Det er en sms fra Merete Knudsen. Med et billede af de 50 færdigpakkede kurve/net. Og en glædestrålende tekst: "Vi giver børn gode øjeblikke til at tage med ind i hverdagen". Afsluttet med et lilla emoji-hjerte.

Omsorgs-kurvene blev et par timer senere delt ud til de 50 familier. Sammen med 200 ispinde, som købmanden sponsorerede til alle børn, der kom forbi.

Mit nysgerrige kamera holdt sig væk. Diskretion er nogle gange en dyd, så de fik stunden for sig selv. Men mon ikke de har hygget sig bravt..

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste