Billede beskrivelse

Ukrainere var vikinger for en dag

26. september 2023 kl. 10.01

70 ukrainske flygtninge fra Brønderslev har været på tur til oplevelsescentret Yxengaard i Tornby, hvor de blev modtaget af vikingehøvdingen Claus Gajhede og hans hjælpere. 

Det oplyser dansk-ukrainsk mødested i Brønderslev, som stod bag dagen, i en pressemeddelelse.

- Børn og unge forsvandt ud i området og blev dygtige vikinger med sværd, bue og pil under kyndig vejledning af én af centrets frivillige, en ung mand fra Bulgarien, der kunne tale med de ukrainske børn på russisk, skriver de.

Der blev også tilberedt et fælles vikinge-måltid.

- Der blev snittet, skrællet og bagt, og alt blev omsat til dejlig bålmad med både hovedret og dessert. Der var naturligvis også smagsprøver på en velsmagende mjød.

Arrangørerne melder om, at det både for ukrainerne og de danske frivillige fra mødestedet var en anderledes dag, hvor tankerne til Ukraine var udskiftet med sjov leg og sammenhold i gruppen af ukrainere. 

Dansk-ukrainsk mødested hører under Røde Kors Brønderslev. De har flere aktiviteter for ukrainere, og de mødes onsdage mellem klokken 16 og 18 i Bien i Brønderslev. De opfordrer alle til at møde op, hvis man har lyst til at være frivillig og lære de ukrainske borgere at kende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste