Billede beskrivelse

Udsigt til juleglæde og nissemagi: Juleteater for børnefamilier

15. november 2023 kl. 16.01

Der er lagt op til juleglæde og nissemagi, når teaterforestillingen "Hvem har stjålet nissekraften?" kommer til Brønderslev Bibliotek.

Det oplyser biblioteket i en pressemeddelelse.

- Efterhånden kan vi høre juleklokkerne ringe i det fjerne, og vi er på vej ind i en magisk tid fyldt med nisser og julelys i børneøjne. Derfor inviterer Brønderslev Bibliotek børnefamilier til en hyggelig teateroplevelse 25. november, der vil vække juleglæde hos både små og store, skriver de.

Teaterforestillingen bliver fremført af det århusianske børneteater HonningBanden.

- Her får en lille nisse med et mærkeligt navn stjålet noget af det allervigtigste - sine nissekræfter. Derfor går jagten ind på at finde tyven, så juleglæden kan reddes. 

Stykket er skrevet til de tre til ni-årige af den aarhusianske børneteatermager Poul Lokjær, og i hovedrollerne ses skuespillerne Asger Rasmussen og Maja Muhlack. 

- Men der er også gjort plads til publikums indfald både før, under og efter forestillingen, så alle børn bliver en del af fortællingen, skriver biblioteket.

Forestilling bliver spillet 25. november kl. 10.30-11.30 i Hjallerup Kulturhus og kl. 13-14 på biblioteket i Brønderslev. Billetterne koster 30 kr. og kan købes på www.bronderslevbib.dk eller på biblioteket.

Forestillingen afvikles i samarbejde med Mødrehjælpen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste