Billede beskrivelse

Udsatte børn fik en uge fyldt med oplevelser og omsorg

10. juli 2025 kl. 06.02

HJALLERUP: For 24 udsatte børn blev sommerferien i år noget helt særligt. En gruppe på 15 engagerede frivillige fra foreningen 24 timer i Hjallerup stod bag en ugelang sommercamp. Campen var fyldt med sjove aktiviteter, trygge rammer og nye venskaber, alt sammen gjort muligt med støtte fra TrygFonden og lokale initiativer.

Johnni Olesen, som er formand for foreningen, modtog tilbage i februar en check på 472.235 kroner fra fonden, og denne donation skal dække tre års sommercamp for udsatte unge.

Billede beskrivelse

Sommercampen fandt sted på Klitten i Lyngså med kun 300 meter til havet og bød på et væld af vandaktiviteter, hvor børnene blandt andet prøvede kræfter med stand up paddleboard (SUP), som Asaa SUP stod for at formidle til børnene. Der blev også dykket og lavet en sejltur.

Et spændende besøg på Nordsøen Oceanarium gav børnene mulighed for at opleve havets mysterier på tæt hold, og udforske det liv, der er under havets overflade.

Pizza og rådyr

- En af aftnerne kom Ny Standard fra Hjallerup med deres pizzaovne, hvor børnene i hold skulle samarbejde om at lave forret og senere pizza. En anden aften var vi så heldige, at en lokal skytte, som også er frivillig i foreningen, havde skudt et rådyr, som skulle ordnes i samarbejde med børnene og spises til aftensmad, fortæller Johnni.

Billede beskrivelse

For at sikre, at alle børn kunne deltage på lige fod, blev der sponseret våddragter og badesko til alle deltagere af Bevæg dig for livet-puljen i Brønderslev Kommune.

- Det handlede om at give børnene en oplevelse, hvor de føler sig set, trygge og inkluderet, fortæller Johnni Olesen.

Billede beskrivelse

- Mange af dem har ikke mulighed for ferieoplevelser som disse, så det betyder virkelig meget for de unge og familierne. Flere af de unge har allerede ytret ønske om at komme med igen næste år.
TrygFonden har finansieret campen, og de frivillige har lagt både tid, hjerte og energi i at skabe en uge, som børnene sent vil glemme. Som en afslutning på ugen fik børnene en glasfigur samt en trøje til minde om ferien. Campen er et stærkt eksempel på, hvordan fællesskab og lokal opbakning kan gøre en forskel for børn, der har allermest brug for det, siger Johnni Olesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste