Trods bump på vejen: Friskolesamarbejde mellem nabobyer
AASA/AGERSTED: Det er en kendsgerning, at Asaa Skole lukkes til sommer.
Det er også en kendsgerning, at de bestræbelser, en række engagerede borgere havde for gennem et samarbejde med Agersted Friskole at bevare en skole i byen med start til august i år, ikke som forventet er nået i mål.
Der skal en række dispensationer til, og dem har man endnu ikke fået.
- Vi troede faktisk, at det ville lykkes, men vi vidste også, der var en risiko for, at det ikke ville, så det er ikke kommet som et chok for os, siger Jesper Lindholm, da han sammen med Jørgen Severinsen og Anders Rasmussen mødes for at sætte ord på, hvad der er op og ned i skolesagen.
De tre herrer er nøglepersoner i bestræbelserne på at bevare en skole i Asaa.
Rygter og påstande
Der går mange rygter i både Agersted og Asaa og ikke mindst på Facebook.
- Da vi startede arbejdet for 18 måneder siden, vidste vi godt, at vi skulle have en dispensation, men alle fortalte os, at det nok skulle lykkes, og alle ville hjælpe os. Vi var i god tro. Det er bare ikke gået så nemt, og vi må nu konstatere, at vi ikke kan åbne skolen til august, siger Jørgen, der også fortæller, at gruppen har afgivet et bud på køb af børnehaven.
- Den vil vi gerne købe. Kommunen har udbudt skole og børnehave i to forskellige budrunder, og vi har givet to separate bud, men da vi ikke kan starte skole til august, kan vi ikke på nuværende tidspunkt købe skolen, men vil gerne købe børnehaven, siger Anders Rasmussen.
Sagen behandles politisk 11. februar.
- Vi har givet et godt tilbud, hvor vi køber både bygninger og inventar. Vi håber, det lykkes, for så vil vi kunne åbne børnehaven dagen efter, den kommunale børnehave lukker, siger Jørgen.
Nye mål
- Vores mål er nu at starte skole august 2027, og vi går stadig efter, at det skal ske i samarbejde med Agersted Friskole. Vi kommer lige fra et møde i Agersted. Samarbejdet kører stadig på skinner, og der er ingen slinger i valsen, siger Jørgen.
- Der går så mange rygter, og dem skal man ligesom med de fleste kommentarer på Facebook tage med et gran salt. Vi har et kanongodt samarbejde med dem i Agersted. Vi bakker op om hinanden og følger op på opgaverne sammen.
- Det er fælles front og fælles mål, om at få det her til at lykkes. Desværre bliver der ingen skole i Asaa det kommende skoleår, men vi anbefaler, at de børn, der skal skifte skole til sommer, søger mod Agersted Friskole. Vi har tidligere undersøgt, hvor mange af de 45 elever, der i øjeblikket går på Asaa Skole, der ønsker at indgå i den nye konstellation med Agersted/Asaa Friskole. Her er der 36, der forlods har tilkendegivet, at de ønsker at fortsætte. Vi håber, de fortsat vil være med, understreger Anders.
Børnehave nu
- Vi håber, vi får lov til at købe børnehaven, så vi kan starte til sommer. Målet er at gøre det sammen med Agersted, og her har vi forskellige løsninger, som vi vil arbejde hårdt på, siger Jørgen.
- Der er mange følelser på spil, og det oplever vi også i debatten, hvor de fleste er positive, men der er også kritikere. Man må naturligvis gerne være uenige med os, men det handler meget om måden, hvorpå man italesætter det. Vi synes, vi har legitimiteten på vores side, for vi har afholdt adskillige borgermøder, og jeg ved ikke, hvordan vi ellers skulle gøre det sådan rent demokratisk. Det bedste er jo at møde fysisk op og afgive sin stemme, og ved de møder, der har været afholdt, har der været klart flertal for, at det var det her projekt, man ønskede at gå med som by. Jeg synes, vi har et mandat, siger Jesper og fortsætter:
- Vi har jo længe kunnet se, at børnetallet var enormt faldende, og forældrene trak deres børn ud. Det har vi gjort politikerne opmærksomme på, men de har ikke været interesserede og ikke forholdt sig til det. Man har bare ladet stå til og ikke taget de henvendelser alvorligt, vi er kommet med fra byen, før man lukkede skolen.
Bump på vejen
- Det er ikke uden udfordringer, men vi fortsætter ufortrødent og nu i måske endnu højere grad. Vi er klar over, at for at vi kan komme i land med vores projekt, er der noget, der skal ændres landspolitisk. Vi kan jo godt undre os over, at vi har nogle rammer, der er hæmmende for friskolerne, når det er helt legitimt, når folkeskolerne gør nøjagtigt det samme. Landdistrikterne har det svært, og det viser sig i høj grad, at det er friskolerne, der redder situationen, når det ikke lykkes for de kommunale folkeskoler. Man burde på landsplan gøre alt, hvad man overhovedet kan for at understøtte udviklingen, siger Jesper.
Presset på tid
- Vi vil gøre alt for, at skolen skal starte i august 2027. Alt andet er ikke relevant. Man burde give os den dispensation, så man kan se, om det her virker. Vi er de første i landet, der prøver denne form for samarbejde, hvor friskolen har afdelinger i to byer. Det er redningen for små byer på sigt, fastslår Jørgen, og Anders tager tråden op:
- Det er en teknikalitet på 6 km, der skiller os. Det fremgår af Friskoleloven, at man må have op til 1 km i afstand. Det kan man måske overholde i store byer, men ikke i landdistrikterne, og det er jo der, der er brug for det.
Planen
- Planen er, at Asaa Kultur- & Byggeforening skal eje bygningerne og leje dem ud til Agersted Friskole. Her beder vi kommunen om at hjælpe os, så den i stedet for at sige, at nu er skolen lukket, og så skal bygningerne sælges. Det burde være sådan, at politikerne tænker på den store besparelse, man får ved at lukke skolen og børnehaven, og så hjælpe os i gang og sørge for, at udviklingen fortsætter i Asaa, lyder det fra Jørgen.
- Det kan godt fra vores side synes kortsynet bare at høste den her besparelse, hvis byen så begynder at sygne hen. Man vil jo gerne have flere indbyggere, og det kan man bl.a. gøre ved at gøre kommunens udkantstilbud attraktive. Vi er kommunens eneste havneby, og der er masser af muligheder for at lave noget helt fantastisk, men det kræver, at man tør investere, påpeger Anders Rasmussen.
- Vi har været vant til gennem de senere år at hjælpe os selv. Vi har også med skoleprojektet selv taget initiativet, for vi ville ikke bare se på, at vores skole lukker, lyder den afsluttende bemærkning fra Jørgen Severinsen.