To unge mænd sigtet for grov vold og mishandling: 20-årig slået med mukkert og tvunget til at spise hundefoder
En 19-årig og en 17-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for grov vold, mishandling og ulovlig tvang
BRØNDERSLEV: To mænd på henholdsvis 17 og 19 år er blevet sigtet for usædvanlig grov vold og mishandling af en 20-årig mand i Brønderslev.
Volden og mishandlingen skulle været sket over to omgange - senest i lørdag. Her er mændene sigtet for at have slået den 20-årig på armene med en mukkert, at have presset en kniv mod hans tinding og brændt ham med en cigaret.
Ifølge sigtelsen blev den 20-årige også tvunget til at ligge i en hundekurv og spidse hundefoder, oplyser politikommissær Peter Skovbak.
De to unge mænd er også sigtet for at have mishandlet den samme 20-årige mand i juli på samme adresse i Brønderslev.
Her skulle de have spulet den 20-årige med koldt og varmt vand, fortæller Peter Skovbak.
De to mænd blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, oplyser anklager Marie Klingenberg.
Begge mænd nægter sig skyldige i sigtelserne.