Tilbyder billetter til Fårup til trængte: Sådan ansøger du
BRØNDERSLEV: En hæsblæsende rutsjebanetur i Hvirvelvinden, et dyp i Danmarks største vandland, en softice med krymmel nydt på en bænk i solskinnet.
Det er nogle af de oplevelser, som mange nordjyske børnefamilier hvert år får i Fårup Sommerland. Men oplevelserne er langt fra gratis, og for mange økonomisk trængte familier er sådan en ferieoplevelse ikke en mulighed.
Hvert år uddeler Brønderslev Provsti derfor et antal billetter til børnefamilier til en valgfri dag i Fårup Sommerland. I år er der 115 billetter i spil. Med billetten følger kuponer til en værdi af 150 kr. pr. person, som kan bruges til at købe mad i Fårup Sommerland.
Billetterne er forbeholdt økonomisk trængte familier og er kun for børnefamilier med bopæl i Brønderslev Kommune. På broenderslevprovsti.dk kan man læse mere om, hvordan man ansøger om at få billetter. Der er frist for ansøgning mandag den 3. juni.
De gratis ture til Fårup Sommerland arrangeres af Provstiets diakonigruppe, som har fokus på kirkernes omsorgsarbejde. Gruppen står bl.a. også for at arrangere juleaften i Brønderslev Sognegård og for at sende økonomisk trængte børnefamilier på en uges sommerferie. I år går turen til Feriecenter Bønnerup Strand på Djursland.