Billede beskrivelse

Til mandagstræning iført flower power tøj og smil på læben

01. november 2025 kl. 19.00

ASAA: Hver mandag møder omkring 40 ældre op i Asaa Hallen for at bevæge sig og for at hygge sig sammen.

- Vi bliver stadig flere på holdet, og vi har det altid sjovt, fortæller Villy Mortensen, der trofast møder op hver mandag.

Man fornemmer tydeligt den gode stemning, der er på holdet. Der bliver snakket, grinet og pjattet. Sidste mandag fik humøret en tak opad, da flere af deltagerne mødte op i farvestrålende tøj.

Billede beskrivelse

- Det startede med, at Jørn Michno havde været på handlen og købt et par skrigende gule shorts. Det opdagede Bjarne Mikkelsen, og da de gule shorts kunne erhverves for kun 25 kroner, fandt han på at købe en hel håndfuld, så herrerne kunne optræde i gult til stor morskab for alle. Det fik vores instruktør, Henriette Falborg fra Benefit Dronninglund, til at opfordre alle, som har lyst og mod til at komme i et eller andet farverigt, til at møde op iført dette i dag, så vi kan få en rigtig flower power mandag, siger Villy.

- Det er skønt med alle de farver, for det er sådan, det er her i hallen mandag formiddag. Her er højt humør og plads til farver, lyder det fra Henriette.

- Alle, der kommer her, skal have sved på panden og smil på læben. Det får de. Jeg er meget imponeret over, at så mange møder op hver gang. Vi er aldrig under 30 og tit mange flere, der bare er klar til at give den gas. Når vi er her alle sammen, er vi 42, og det er imponerende i en så forholdsvis lille by, siger Henriette Falborg, mens deltagerne stiller sig op på gulvet, klar til dagens motion.

Billede beskrivelse

Efter 45 minutters opvarmning bliver der spillet floorball, curling badminton, eller hvad man nu har lyst og kræfter til på dagen.

- Vi er aktive fra 10 til 11.30, hvor vi slutter af med kaffe og måske en lille sort. Det er også vigtigt, siger Villy Mortensen på vej ud på gulvet klar til dagens motion.

Iført sine gule shorts!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste